Min første uge på 5:2 diæten…

(ADVARSEL!! Dette er et meeeeeget langt indlæg! ;))

Ja, jeg har haft et lille hemmelig projekt kørende, som jeg ikke har delt her på bloggen. I den sidste uge, har jeg nemlig eksperimenteret med 5:2 diæten. 5:2 er jo her, der og alle vegne – ja, på stort set alle medieplatforme. Og så skulle man da være et skarn, hvis man ikke lige selv prøvede det på egen krop.. ;)

Jeg tror, at grunden til jeg ikke skrev det her på bloggen inden jeg gik i gang var af den simple årsag, at jeg var bange for at jeg ikke kunne holde det! Og så synes jeg det var dumt at kede jer med noget ufuldendt. Det der med faste, er aldrig rigtig noget, der har appelleret til mig før i tiden. Men nu, hvor at alle snakker om det, så er jeg alligevel tilpas nysgerrig.. Er der er noget om snakken, eller om det bare er lidt af et modefænomen. Ja ja, man har vel lov at gå til sådan et projekt, med en hvis form for skepsis i baglommen.. ;)

Nu har jeg så været i gang i en uge, og jeg har gjort mig alskens notater undervejs, for at I kunne få et indblik i 5:2 diæten – altså ud fra mit synspunkt. :)

På en måde har det faktisk været super grænseoverskridende for mig, at vise hvad jeg spiser på en hel uge. Det føles helt, som om man skal stå skoleret. Sikke mange gode og dårlige valg, man kan nå at tage på så kort tid! ;) Ikke desto mindre, så synes jeg ikke at I skulle snydes for ’the full Monty’.

Det har været lidt af et mas, både at skulle fotografere, veje og indtaste min mad, men jeg har virkelig gjort forsøget. Derfor må I også undskylde for det forskelligartede visuelle udtryk i billederne – det er sgu ikke altid lige kønt. ;) Og noget af data skal også tages med et vist forbehold, da jeg af og til måtte sjusse mig lidt frem.

Samtidig har det været en meget lærerig oplevelse, at skulle dokumentere min mad. Det har ligesom givet mig en forståelses for, hvad det er jeg egentligt putter i munden, ja, en slags stikprøve om man vil. Og jeg vil ikke udelukke, at det også har virket som en rettesnor for mine valg, hvor jeg mere eller mindre bevidst, har undladt at spise for mange lækkerier, brøderstatninger og lign. Og det må vel siges at være en positiv sidegevinst. For skal vi være helt ærlige? Så kan disse til tider være svære at holde sig fra – det er jo lækkert, det møg! ;)

Egentligt er de fleste af mine måltider ret basic LCHF mad. Om end der er en del gentagelser.. Sådan er det jo, når man skal spise sig igennem sine rester.. ;)

Og mine målbare resultater? – Dem finder du nede i bunden af indlægget.. ;)

5:2 DIÆTEN – I KORTE TRÆK!! :)

Det skal lige fremhæves, at jeg ikke har læst bogen omkring 5:2. Jeg har blot orienteret mig i blogverdenen, i aviser og på tv. Så her får du lige min opsnappede viden i ganske kort form.

–       5 dage om ugen spiser du som normalt. To dage om ugen faster du, dvs. at du blot må indtage ¼ af dit estimerede energibehov.

–       Dette betyder, at kvinder må indtage 500kcal. Og mænd 600kcal. på fastedagene.

–       Det er ligegyldigt, hvilke dage du vælger at faste, dog må de to fastedage ikke ligge i forlængelse af hinanden.

–       Du bestemmer selv, hvordan du vil benytte dine kalorier igennem dagen. Nogle foretrækker ét måltid (i LCHF optik, skal det naturligvis indeholde en del fedt, for at bevare mætheden), mens andre fordeler deres kalorier over flere måltider. Jeg hører til den sidste gruppe.

 

MINE OPLEVELSER I MIN FØRSTE UGE PÅ 5:2 DIÆTEN:      

MANDAG:

Mandagen var en ganske almindelig dag for mig, dog blev morgenmaden til en madpakke i stedet, da jeg ikke havde den store sult om morgenen.

Jeg spiste ca. Kl. 11. 1 stykke lasagne, 3 gulerødder og en håndfuld saltede mandler. Jeg spiste ikke avocadoen på billedet – jeg var skis’me mæt. ;)

Sen frokost, ca. Kl. 15. Spidskål med 2 cherrytomater og 1 avocado. 95g. kylling (ja, det syner af mere!). 1 spsk. mayonnaise og 1 spsk. pesto.

Aftensmad, ca. Kl. 20. Mere plukket kylling, baconbagte bønner og mayonnaise og pesto.

 

Motion: 42min. Gåtur med hund (3,5km) og 40min. Aerobic/bodytoning.

Mandagcollage

Mandag indhold colll

TIRSDAG:

Morgenmad/frokost: 40g. rucola, cherrytomater, 80g. avocado. 50g. røget laks, 150g. tunmoussé og 80g. cremefraiche dressing.

Aftensmad: 1 ½ bøg med løg og sovs. Hertil lidt stegt spidskål, der lige fik en sjat fløde. Desuden baconbagte bønner.

Efter træningen, hvor jeg var sulten: en klat tunmoussé med cremefraiche.

 

Motion: 45min. Gåtur med hund (3,5km.) og 40min. Aerobic/bodytoning.

tirsdag collage

tirsdag indhold

ONSDAG: Min første faste dag!

Jeg startede dagen med at træne, hvilket altså foregik på tom mave. Det er ikke ligefrem noget jeg gør ofte, men jeg mærkede ikke nogen form for ubehag. Yay! ;)

Morgenmaden var 3 små æg, der fik lidt krydderier, og som kom direkte på panden, uden fedtstof. Ikke vildt ophidsende..

Til aften/min madpakke fik jeg 4 kyllingefrikadeller á 43kcal. Stykket. Dertil 200g. bønnesalat til 86kcal.

Jeg oplevede stor sult hen ad aftenen, følte virkelig et tomt hul i min mave. Desuden kom hovedpinen snigende ind på mig. Jeg følte, jeg manglede salt og overgav mig, og spiste 5 saltede pekannødder og drak et glas vand.

Min søvn var også urolig, sikkert grundet en blanding af rumlende mave og hovedpine.

Jeg havde egentligt overraskende god energi hele dagen igennem, på trods af ovenstående.

 

Motion: 40min. Aerobic/bodytoning.

Onsdag collage

onsdag indhold

TORSDAG:

Jeg havde en bunke appelsiner tilbage, efter jeg havde passet ungerne i weekenden, og jeg valgte derfor, at presse dem til juice. Det smager jo så lækkert, men er ikke ligefrem low carb (brugte da også hele 32g. kulhydrat på dette glas!). Jeg spiste en håndfuld nødder til. Men av av av! Nu drikker jeg jo ikke ligefrem juice til dagligt, så dennes syre kombineret med en fastende mave, gav en seriøs gang mavepine!

Jeg gik en tur og trænede efterfølgende. Bagefter spiste jeg frokost: rucola, røget laks, avocado, tunmoussé og cremefraiche dressing.

Aftensmaden blev rester i form af lidt bønnesalt, ½ bøf med lidt sovs, lidt laks, tunmoussé og cremefraiche dressing.

Jeg trænede igen om aftenen, og blev sulten efterfølgende. Derfor spiste jeg lidt nødder, en klat tunmoussé og 1 skefuld cremefraiche dressing.

Jeg ser virkelig et mønster, jeg bliver altså sulten ligeså snart jeg træner.. Hmm..

 

Motion: 40min. Aerobic/bodytoning, 45min. Gåtur med hund (3,5km.) og 40min. Aerobic/bodytoning.

Torsdag collage

torsdag indhold

FREDAG:

Fredag var min anden fastedag, og jeg forsøgte at brede min måltider lidt bedre ud.

Til morgenmad fik jeg 200g. cheasey hytteost smagt til med vaniljepulver og stevia og 50g. blåbær ovenpå.

Min frokost blev på farten, hvor jeg spiste 4 små kyllingefrikadeller.

Aftensmaden blev 100g. frisk spinat, 1 æg og 50g. hytteost.

Desuden smagte jeg kagerne til morgendagens tøsemiddagen til, dog så lidt som muligt, men jeg har givetvis fået et par ekstra kalorier her og der, som ikke er indregnet.

Alt i alt, gik det bedre end første fastedag, dog mærkede jeg igen en svag hovedpine hen ad aftenen. Ved ikke, om det er for lidt salt, der er synderen? Ellers skal jeg muligvis afprøve, at droppe træningen på fastedagene, og se om det gør nogen forskel..

 

Motion: 40min. Aerobic/bodytoning.

Fredag collagefredag indhold

LØRDAG:

Lørdag var jeg ikke særlig god til at få taget billeder af min mad. Synes det virkede en smule kunstigt, at sidde og fotografere min mad, når jeg nu var i hyggeligt selskab. Og jeg må indrømme, at jeg heller ikke gjorde mig de store tanker om det.. ;)

Morgenmaden blev røræg af 2 æg og piskefløde, stegt i smør og med ost ovenpå.

Venindemiddagen startede omkring kl. 14 om eftermiddagen, hvor vi fik kaffe og kage. Af ren og skær venlighed overfor værtinden, tog jeg et lille bitte stykke kage. Det lavede heldigvis ikke den store røre i min krop – Yay! ;) Derudover, havde jeg medbragt nødder, så jeg spiste nok 45g. macadamianødder til kaffen.

Aftensmaden var lidt blandet, og jeg spiste en god portion tomat/mozzarella salat, 1 stykke kalkun, 1 frikadelle og ca. 80g. pulled pork. Dertil en god klat mayonnaise, avocadodressing og auberginedip. Og så havde min veninde bagt Janes foccacia – jamen altså, hun er da bare for sød.. :)

Desserten stod jeg jo selv for, og jeg spiste med velbehag. Jeg spiste et lille stykke af cheesecaken, 1 stykke af hindbær cheesecakebrownien og 3 stk. Fudge.

Det var lidt svært, at indtaste hvad jeg spiste, så jeg må indrømme, at jeg har sjusset mig lidt frem.. ;)

 

Motion: 40min. Aerobic/bodytoning.

lørdag collage + ind

 SØNDAG:

Jeg havde ikke den store sult fra morgenstunden, men nærmere en lækkersult (ups, det er farligt! ;) ), så jeg startede med at spise 4 stykker fudge og en skål macadamia nødder.

Hen ad eftermiddagen blev jeg sulten, og omkring kl. 15 spiste jeg ’morgenmad’: røræg af 2 æg og piskefløde og ost ovenpå. Og lidt mere ost ved siden af.. ;)

Omkring kl. 18. Blev jeg lidt lækkersulten igen, så der røg 4 stykker fudge ned. Bagefter trænede jeg.

Aftensmaden blev først omkring kl. 21, hvor jeg biksede en omgang low carbonara sammen, dog i en spidskålsudgave.

 

Motion: 40min. Aerobic/bodytoning.

Søndag collage

Søndag indhold

RESULTAT:

Hvordan er det så gået med de målbare resultater? Jo, jeg har tabt 2,2kg (!!) og smidt 5cm. fordelt på kroppen – 3 af dem rundt om hofterne. Så et eller andet er der da sket?

 

Mulige årsager, der kan have påvirket resultatet:

–       Jeg spiste en del kulhydrater sidste søndag, da jeg passede ungerne, i form af smoothies, frugt, nødder og rugbrød. Disse kulhydrater kunne godt være medvirkende årsag til, at kroppen binder ekstra væske.

–       Jeg har fået sukker, både i form af det lille stykke kage, men også fra frugtsukkeret i appelsinjuicen.

–       Jeg har indtaget sødemidler, både i mine desserter, men også i form af light sodavand

–       Jeg fik mit månedlige om tirsdagen (Hovsa, så blev det personligt!! ;)), hvilket utvivlsomt gør noget ved kroppen.

Jeg synes, det har været et spændende eksperiment, men der har også været en række faktorer indblandet, som kunne have påvirket et evt. vægttab i en positiv/negativ retning, så jeg føler mig endnu ikke i stand til, at kunne tilslutte mig 5:2 diætens fortalere. Derfor vil jeg forsætte mit eksperiment lidt endnu, måske en måneds tid – måske det giver mere klare resultater? Jeg kan ikke love, at jeg går lige så meget i dybden fremadrettet, det bliver ret omstændeligt, men ikke desto mindre, så skal jeg jo selvfølgelig nok uddybe mine fastedage og evt. resultater. :)

Er meget spændt på, om der er nogle af jer, der har gjort sig nogle tanker omkring 5:2 diæten, eller som måske ligefrem selv har prøvet det? Gode råde modtages med kyshånd.. ;)

8 thoughts on “Min første uge på 5:2 diæten…

  1. Hej Katrine.

    Allerførst – sikken en fin blog :0)

    Har netop haft min første lav kaloriedag på 5:2 og må sige at det er gået forbløffende godt. Spiste en portion squashpasta med lidt bacon, pesto og feta ( opskrift fra Sukkersensetiv) til aftensmad i går, og uha det mættede. Holdt den kørende til kl. 13 i dag før jeg spiste en lille portion kokosgrød. Efter job var jeg til en times body fit, og fik herefter endnu en lille portion kokosgrød.

    Nå, men du skriver at du har haft hovedpine – mon du har fået vand nok? Og drikker du kaffe? Det gir jo lidt energi? Anyway så er det da et kanon flot vægttab du har haft, på din første uge :0))

    Pøj pøj med de næste par uger – jeg vil helt sikkert følge dig.

    Ha en dejlig uge
    Maria K

    • Hej Maria!

      Først og fremmest tusind tak! :)

      Dejligt at høre om dine erfaringer. Det giver jo inspiration til, hvor man måske selv skal justere sine behov ift. maden mv.. Jeg tror jeg vil overveje, kun at spise to ‘store’ og solide måltider. Måske det holder sulten fra døren? :)
      Men du oplevede ingen gener ift. motion på fastedagen? Synes nemlig, jeg bliver sulten af det! :P

      Jeg har også på fornemmelsen, at vand måske er synderen..? Og nok også saltet? Jeg har altid haft et stort behov for salt, også før LCHF, så måske jeg lige skal skrue op for det? Men jeg kan desværre ikke lide kaffe – kun i chokolade! ;)

      Og ja, jeg må indrømme at jeg var ret forbavset over vægttabet, det er også derfor jeg er en smule skeptisk..! :D

      KH. Katrine :)

  2. Hej Katrine,
    Al den gode ‘reklame’ der efterhånden er at finde for 5:2 i blogland.
    Imponerende arbejde med kcal-tælling og maddagbøger du har lagt op. Og lækkert med det store minus på vægten. Glæder mig til at høre om dine videre erfaringer med 5:2.
    KH
    – frk. sveske

    • Ja, der får godt nok meget omtale – det var jo også, der lokkede mig.. ;) Hvis man så ovenikøbet investerede i bogen, og ikke bare orienterede sig på div. blog, så ville forfatterne sikkert blive glade… ;)

      Ja, det var lidt noget mas, men synes jeg ville give så nuanceret et billede, som muligt. Både for min egen skyld, men også læserne. Om man kunne gennemskue nogle ‘faldgruber’.
      Og når der så ligefrem er målbare resultater, ja, så bliver jeg jo lidt mere overbevist/nysgerrig.. ;)

  3. Kære Katrine,

    Blev så glad, da jeg læste at du tester 5:2 – er nemlig selv begyndt at flirte lidt med det. Grunden er egentlig, at jeg har kørt striks lchf i et års tid nu og oplever både fordele og ulemper ved det. Fordelene er mange, men et par af ulemperne for mit vedkommende er kramper i læg og fødder (tager magnesium) samt mundtørhed og dertil hørende belægning på tunge og dårlig ånde – ja undskyld hvis det er too much info!! Disse gener kan jo afhjælpes ved at skrue lidt op for kulhydraterne og jeg har tænkt at jeg så kan kompensere evt vægtøgning ved at kombinere moderat lchf med 5:2. Men jeg kan se at du ikke er super strikt med kulhydrater….og jeg går ud fra at du stadig taber dig? Eller i hvert fald ikke tager på? Jeg er normalvægtig og startede ikke lchf for at tabe mig, men for at stabilisere blodsukker og kunne spise mig mæt uden at skulle begrænse mig (måtte tænke på det før lchf). Faktisk og jeg på 3-4 kg på på lchf men de røg af da jeg skar ned på mejerier og dagligt indtag af oopsies.
    Vil følge dine 5:2 erfaringer med stor interesse :)

    De bedste hilsner fra Ann ;)

    • Kære Ann!

      Er glad for at høre, at du måske kan finde noget inspiration. :)
      Og jeg er bestemt ikke sart – har selv døjet med ånden og mundtørhed=drikketrang=tissetrang.. Knapt så charmerende.. ;)

      Nej, jeg kører bestemt ikke striks LCHF, forstået på den måde, at jeg ikke er fanatisk med mine kulhydrater eller lign. Jeg har et sådan cirkus max. omkring de 50g. kulhydrat om dagen. Men det er ikke noget jeg tæller til dagligt. Men nu hvor jeg eksperimenterer med 5:2, gør jeg det for at dokumentere min kost. Men nej, jeg går ikke op i om jeg får en gulerod for meget eller spiser et æble. Det er jo sunde/skønne ting, så dem vil jeg ikke undvære. :) Det skal selvfølgelig nævnes, at jeg ikke har et super sensitivt blodsukker – i så fald, kunne et æble jo godt lave ravage..
      Jeg kom vist lidt ud på et sidespor.. ;) Men hvor om alting er, så har jeg et par ekstra kilo, som jeg gerne vil af med, og som det har været muligt at smide et par af uden afsavn, den sidste uge (som du kan se i ugens maddagbog, så har jeg fået pænt meget mad! ;) ), så jeg tror bestemt at du ville kunne finde en stabiliserende virkning på 5:2, med en mere moderat LCHF, hvor du så har lidt mere plads til dine mælkeprodukter og oopsies på dine spisedage? – Går ud fra, du savner dem lidt? ;)
      Ellers kan du jo prøve at indlemme fasten stille og roligt? Måske prøve 6:1? Jeg har læst om andre, der blot benytter en enkelt dag, som en slags stabilisator?
      Jeg kan mærke, at jeg ikke er 100% overbevist om 5:2 endnu, eftersom jeg kun har afprøvet det en uge. Forstået på den måde, at der ligesom var et par ‘usikkerheder’ i den forgange uge, så som væske i kroppen osv. Derfor giver jeg også forsøget en lille måneds tid, for at sikre mig de bedste resultater. Og så kommer der selvfølgelig flere opdateringer her på bloggen. :)

      Du må endelig melde tilbage, hvis det bliver til lidt mere end en flirt. Det er altid spændende, at høre om andres resultater! :)

      KH. Katrine

  4. Hej igen Katrine.

    Arh hvis du kun kan lide kaffe i chokolade, så går det nok ikke – haha.

    Nej ingen problemer – træningen gik fint, selvom det var 5 timer siden jeg havde spist. (men jeg fik jo så også lidt kokosgrød da jeg kom hjem)

    Prøv at drik masser af vand næste gang (også når du ikke er tørstig), og så vil to lidt større måltider nok også være bedre en tre små.

    Jeg har næste fastedag fredag – er meget spændt på om den forløber lige så “smertefrit” som den første.

    Glæder mig til at høre dine erfaringer fremadrettet og om du ender ud med at dømme 5:2 hot or not :0)))

    Ps. Jeg er en klovn til det med at regne kalorier, hvilken app bruger du?

    Ha en dejlig dag
    Maria K

    • Det kunne være jeg skulle prøve den kokosgrød snart. Den lyder ret lækker. Prøvede en engang, som kun var lavet på mandelmælk og kokosfibre, og det blev sgu lidt for meget af det gode.. ;) Men jeg savner altså havregrød en gang imellem. Det drømmer jeg mere om end burgers! :P

      Jeg havde min 3. fastedag igår, og det gik bedre. Holdte mig til to måltider, og drak løbende igennem dagen, også selvom jeg ikke var tørstig. Og trænede også. Til gengæld var min søvn absolut elendig! Ja ja, min krop skal vist liiiige vænne sig til det.. ;)

      Jeg bruger den app der hedder ShapeUp. Den er så praktisk, sådan lige ved hånden. :)

      KH. Katrine

Skriv et svar til Katrine - lowcarblivsstil.dk Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *