Low carb high protein lasagne (Skyhøj og BUB venlig) :)

Sidst på sommeren (jeps, så aktuelt er mit indlæg!! :P ) havde jeg besøg af min veninde, som var i gang med et af Anna Bogdanovas forløb. Hun havde derfor lidt forbehold ift. sin kost.

Personligt bliver jeg altid meget glad, når jeg bliver inviteret ud og oplever, at folk har taget hensyn til mig og mine kostvalg. Jeg er sjældent besværlig, og spiser det der bliver serveret efter bedste evne, men derfor bliver man jo rigtig glad, når der er lavet lækre salater og fed mayodip! :P

Af samme årsag forsøger jeg altid at tage hensyn til mine gæster, og lave noget de også kan spise med velbehag. Jeg forhørte mig derfor med do’s and don’ts, og kom op med denne lækre lasagne. En lasagne, der er høj på protein og grøntsager – og selvfølgelig uden mel og andet stads. ;)

Og retten er heldigvis nem at ’fedte retten til’. Jeg pøsede godt med dressing på min salat og toppede min lasagne med ekstra ost. Win win.. ;)

Jeg er jo ikke typen, der slavisk følger en opskrift, men for eksperimentets skyld noterede jeg mig undervejs, hvad der røg i retten. Til at regne ernæringsindholdet ud, brugte jeg app’en LifeSum. Jeg ved ikke hvor pålidelig den er, men om ikke andet, kan det give en sådan cirkus fornemmelse af indholdet. :)

Og hvis du tænker; det var da en lillebitte lasagne, så vil jeg komme med et indspark: jeg fik ca. 2,5 af disse fade ud af portionen. Jeg er ejer bare ikke et stort lasagnefad længere. Og ja, salatfadet er VIRKELIG stort, så det snyder også lidt. :P

SONY DSC

Opskrift – Low carb high protein lasagne (8 portioner):

Kødsovs:
2 spsk. olie
2-5 fed hvidløg (50 gram)
2 – 3 løg (185 gram)
500 gram hakket oksekød (5-10%)
2 dåser hakkede tomater
1 stor dåse tomatpuré
1 reven courgette (350 gram)
Krydderier: salt, peber, oregano, chili

Lasagneplader:
5 æg
170 gram skyr
2 spsk. fiberhusk

Ostesovs:
300 gram hytteost 4%
35 gram parmesan
(evt. lidt reven muskatnød)

Tænd ovnen på 200 grader.

Svits løg og hvidløg i olien. Tilsæt hakket oksekød og lad det brune med. Tilsæt tomatpuré, hakkede tomater og reven courgette. Lad det simre en halv times tid og smag til med krydderier.

Beklæd to bageplader med papir.
Skål æg ud i en skål og tilsæt skyr. Rør det sammen med en elpisker til det er en ensartet dej. Tilsæt fiberhusk og pisk. Derefter skal du (forholdsvis hurtigt) hælde dejen ud på de to bageplader – en halvdel af dejen på hver. Dejen bredes ud på bagepapiret med en dejskraber. Det kommer til at fylde lige knap én bageplade (hvad der svarer til ca. 1 ½ plade alt i alt).
Bages ca. 10 minutter i ovnen eller til det er blevet fast og har taget farve.

Blend hytteost med halvdelen af parmesanosten (og evt. lidt reven muskatnød). Gem halvdelen af parmesanen til at drysse ovenpå.

Nu skal lasagnen ’samles’. Lasagneplader skæres, så de passer til dit fad. Læg plader og kødsovs skiftevis lag på lag. Fordel ostesovsen på toppen og drys med parmesan til sidst.

Bages ca. ½ times tid.

Servér en lækker salat til retten og spis. :)

Ernæringsinformation pr. portion
306 kcal.
Protein 29 gram
Kulhydrat 14 gram
Fedt 15,5 gram

Energifordeling: 23% kulhydrat, 27% fedt og 50% protein

SONY DSC

Salat af hakket grønkål, vandmelon, avocado og cashewnødder.

Chorizo/feta deller

Jeg har vist et lille hængeparti? Jeg menes at have flashet disse chorizo/feta deller en million gange, om ikke andet, så sådan i forbifarten med nogle inspirationsindlæg? I hvert fald har jeg nærmest fryseren fuld af dem, fordi de er så velsmagende – og nemme! Jeg hiver et par op af fryseren op morgenen, og så er de klar til at blive spist til frokost. Det sker også ofte, at jeg spiser dem til morgen, hvis jeg lige er lidt doven.. :P

Jeg kan rigtig godt lidt at lave frikadeller i ovnen. Både fordi, de passer sig selv, men også fordi, jeg godt kan lide den skorpe det giver. Og så skal man heller ikke bekymre sig om, hvorvidt de falder fra hinanden, som man skal, når man steger/vender dem på panden.. ;)

Jeg laver altså en ordentlig portion, når jeg laver dem, så hvis du ikke gider halvanden bradepande med frikadeller, så må du lige justere lidt i opskriften.. ;)

SONY DSC

Okay, det er altså virkelig svært, at få frikadeller til at se lækre ud! :P

Opskrift – Chorizo/feta deller – ca. 30-40stk.:
2 pakker svinefars (mine var på 400g. og gav 800g. i alt)
150-200 g. chorizo
3 store løg
1 revet squash
2 æg
1 pakke feta (200g.)
2-3 spsk. røget paprika (almindelig kan også bruges, røget paprika har bare en dejlig aroma)
Lidt chilipulver (kan udelades)
1 sjat piskefløde (til at justere konsistensen)
Salt og peber

Skær chorizoen i små stykker, steg det let gylden på en pande i lidt smør/olie. Hak løgene og riv squashen imens.
Hæld løg, squash, æg, feta, paprika, (chili), salt og peber i skål. Tilsæt chorizo + dets stegefedt. Rør det hele godt rundt med en gaffel (eller brug en røremaskine eller lign). Smid farsen i skålen og rør godt rundt. Hæld piskefløde i lidt ad gangen, indtil du får den ønskede konsistens.
Beklæd en bageplade med papir. Brug en ske til at forme frikadellerne med og læg dem på bagepapiret.
Bages i 20-30 minutter ved 200grader.

Blåbær ‘yoghurt’..

.. Ja, egentligt er den ikke særlig blå, vel? Men det er altså blåbær, der er i. ;) Et lækker lille morgenmåltid, hvis du nu er kørt sur i æg.. Og hvis du gerne vil undgå mælkeprodukter, så kan piskefløden jo erstattes med lidt kokosmælk – måske kun den fede del? Your choice.. ;)
Og så er det også en god måde, at få snydt lidt ekstra grøntsager ind i maden, da man slet ikke kan smage squashen. :)

SONY DSC

Opskrift – blåbær ’yoghurt’:
1/3 squash (skrællet)
1 håndfuld blåbær
1 sjat piskefløde
1 spsk. kokosolie
½ tsk. Vaniljepulver
Lidt vand
Citronsaft
Evt. et par dråber flydende sødning

Skrål squashen. Kom squash + de resterende ingredienser i en minihakker/blender eller lign. (jeg bruger sådan en ’kop-vendt-på-hovedet-mini-blender-ting’). Hældes i en skål og serveres med kokosflager, hindbær og granatæble – eller hvad du nu har liggende hjemme hos dig. :)

LCHF kernerugbrød..

I dag tager jeg tråden op, hvorfra jeg slap den i fredags, nemlig med at opdatere lidt på manglende opskrifter. Så nu kommer der lige endnu en bunke indlæg på én gang, hvor mange stadig er inden for morgenmadsgenren.
Dagens første er det nok så berømte og berygtede kernerugbrød/stenalderbrød – kært barn har mange navne. I sin tid fandt jeg inspirationen hos Tatjana, men brødet findes også i et utal af versioner på stort set alle low carb/paleo/LCHF blogge. Og med rette, eftersom de fleste af os, er ret tossede med det klassiske danske rugbrød. :) Og egentligt handler det bare om at bruge de nødder og kerner du har på lager, så prøv dig frem og byt endelig ud i ingredienserne. :)
SONY DSC
Opskrift – LCHF rugbrød (kernebrød):
2 dl. Høfrø (malet til mel)
1 dl. Hasselnødder  el. valnødder (malet til mel)
1 dl. Solsikkekerner (malet til mel)
1 dl. Solsikkekerner
1 dl. Græskarkerner
1 dl. Sesamfrø
1 dl. Chiafrø
1 dl. Husk (den grønne)
1-2 tsk. salt (alt efter hvilken type du anvender)
1 dl. Olivenolie
5 æg
½ revet squash

Alle ingredienser hældes i en skål og røres sammen. Hvis dejen enten er for våd eller for tør, kan du tilsætte lidt ekstra ’mel’ eller olie/æg.
Hæld dejen i en silikonerugbrødsform og bag brødet 1 time ved 160grader.

Low carb citronmåne – uden mælkeprodukter og nødder! :)

… Og nå ja, selvfølgelig uden sukker og mel – men det er vel underforstået? ;) Okay, egentligt er det vel en sandhed med modifikationer, eftersom glasuren består af smør og flødeost –men selve kagen er fri for ovenstående! :)

Jeg ved egentligt ikke hvorfor, jeg eksperimenter med at lave mine opskrifter mere mælkeprodukt-frie? Måske for at spare lidt på kulhydraterne, som jo unægtelig findes i mælkeprodukterne? Og så kan jeg godt lide tanken om, at min kager er fyldt med grøntsager – så virker de knapt så forbudte.. Hø hø! ;) Og så længe man ikke går på kompromis med smagen, så er det vel fint nok? ;)

Derfor er min citronmåne jo egentligt en slags squashkage – selvom man ikke kan smage squashen. Men den fungerer som en fantastisk fugtgivende erstatning for mælkeprodukterne – og giver masser af ’svampet-hed’ – flot opfundet ord, dér! ;) Jeg bliver mere og mere glad for squashen – den finder vej alle steder i mine retter. Og så udmærker den sig jo ved, at have et latterligt lavt kulhydratindhold, så man kan sagtens bruge løs af den.. :)

Egentligt ville jeg bare have lavet en almindelig glasur af sukrinmelis og citronsaft, men undervejs i projektet gik det op for mig, at jeg var løbet tør for førstnævnte. Derfor var jeg nødsaget til, at snige lidt smør og flødeost ind, på trods af intentionen om at gøre den fri for mælkeprodukter. Og hvis jeg skal være helt ærlig? Så tror jeg resultatet blev bedre på denne måde, med den lækre sur/søde smør/oste-glasur. Mums!

Som I nok ser, er der kun en halv kage på billedet. Den anden halvdel rør en tur i fryseren. Desuden.. Så er den klassiske citronmåne jo ikke fuldmåne, vel? ;)

SONY DSC

Opskrift – Low carb citronmåne (12 pers.):

8 æg

90 g. sukrin+ (prøv evt. den dobbelte mængde sukrin gold – den skulle efter sigende have mindre bismag?)

1/2 dl. smagsneutral olie

300 g. fintreven squash (skrællet – ellers bliver kagen grøn! ;) )

Skal og saft fra 2 citroner (økologiske)

3 tsk. bagepulver

1-2 tsk. Vaniljepulver

100 g. fint kokosmel (kokosfibre)

½ dl. fiberhusk

Æg og sukrin+ piskes let luftigt. De våde ingredienser (olie, squash, citronsaft og -skal) piskes i. Tilsidst tilsættes de tørre ingredienser, og dejen røres godt igennem elpiskeren til man kan mærke det tykner lidt. Hældes i en springform beklædt med bagepapir, og bages ca. 45-50 minutter ved 200grader. Lav evt. lige strikkepinde-nummeret! ;)

Glasuren (til en halv kage – altså en måne! ;) ): 1 stor spsk. sukrin+ (pulveriseret) ryger en tur i minihakkeren sammen med 2 spsk smør, 1 spsk flødost, 1 tsk. Citronskal og 1 spsk. citronsaft. Smørres ud på kagen, når kagen er helt afkølet.

SONY DSC

Low carb ‘pasta salat’

Det slog mig lige, at jeg i går lagde et billede op på bloggen med et stykke LCFH lasagne, som var flankeret af en omgang low carb ‘pasta salat’. Måske var der nogen der ville vide hvad den ‘pasta salat’ bestod af – så I skal bestemt ikke snyde for en ‘opskrift’. Og så er den jo selvfølgelig også paleo venlig.. :)

SONY DSC

Opskrift – Low carb ‘Pasta Salat’:
1 pakke bacon
1 lille pose pinjekerner (ca. 40g.)
1 courgette
½ pose rucola salat
1 lille agurk
2-3 spsk. Pesto (jeg brugte Svansø’s chilipesto)

Courgette skrælles og strimles til ‘pasta’. Agurken skrælles, og ‘indmaden’ fjernes og agurken skæres I stykker. Rucolasalaten hakkes i stykker. Alt hældes i en skål og røres godt rundt sammen med pestoen. Inden serveringen vendes sprødstegt bacon og ristede pinjekerner i.

LCHF lasagne

For noget tid siden, fristede frk. Sveske med en LCHF lasagne, som så forbandet lækker ud! :P Selv om hun havde givet den thumbs up, så havde jeg alligevel lidt svært ved at forestille mig, at den ville være lig den ægte vare. Men eftersom jeg fik besøg af mine to nevøer, to teenagedrenge i voksealderen, tænkte jeg, at jeg alligevel ville give den et skud. Lasagne går man aldrig galt i byen med.. ;) Og jeg blev positivt overrasket! Den smagte virkelig godt, og der var overhovedet intet der skreg til himlen om, at her er tale om et ’snyde’ alternativ. Og drengene? De var tilfredse! :)

Jeg lavede min egen udgave af kødsovsen. Jeg er ikke typen der har en fast ’opskift’ på kødsovs, jeg bruger bare de grøntsager jeg har. Og jeg snyder; jeg propper dem nemlig i sovsen.. Og denne gang fik kødsovsen selskab af ½ bakke champignon og ½ revet squash.

Jeg ville ønske at jeg havde lavet lidt mere ostesauce, så du får lige den reviderede udgave her. Måske er det bare mig, der er lidt af en oste-smovser..? ;)

Idag fik resterne af lasagnen selskab af en omgang low carb 'pasta salat'. :)

Idag fik resterne af lasagnen selskab af en omgang low carb ‘pasta salat’. :)

Opskrift – LCHF lasagne:

1 portion kødsovs (evt. herfra?)

 

Lasagneplader:

4 æg

130g. flødeost

4 spsk. Loppefrøskaller (jeg brugte halvt husk, halvt fiberhusk)

Pisk æg, ost og loppefrøskaller sammen. Lad dejen hvile et par minutter, og bred den derefter ud på en bageplade. Bages ved 150 grader i ca. 15min. Når den er let afkølet, skæres den ud i lasagneplader. Brug evt. en pizzaskærer – det er nemmest. :)

 

Ostesauce:

2 dl. fløde

50g. flødeost

60g. revet ost

salt og peber

Varm fløden op i en gryde og tilsæt osten, som smeltes. Smag til med salt og peber.

Til sidst samler du dine lasagne og topper den med revet ost. Bages i  ovnen ved 200gader i 20-25minutter til osten er smeltet og gylden.

SONY DSC

Low carbonara

Sjovt nok, så har jeg aldrig været særlig vild med den traditionelle pasta carbonara. Jeg synes godt den kan blive rimelig tung og kvalm i det. Ikke desto mindre, så fik jeg en umanerlig trang til at forsøge at lave den i en low carb version – tænkte at det lige kunne tage toppen af det tunge fedt/kulhydrat-helvede. Og jeg må indrømme; jeg blev pænt overrasket – det smagte jo pludselig vanvittig godt! Det er bestemt ikke sidste gang, jeg har givet mig i kast med denne low carbonara version. :)

carbonara 2

Opskrift – Low Carbonara (3 portioner):

I pakke bacon

1 lille courgette (strimlet)

200ml. piskefløde

2 æggeblommer

70g. parmesan (eller anden ost)

Smør til stegning

salt og peber

Start med at skær baconen i mindre stykker og steg det sprødt på panden. Læg baconen over på en tallerken og hæld fløden i panden. Lad det kog op og tilsæt den strimlede courgette. Lad det koge lidt i. TIlsæt derefter de 2 æggeblommer og rør godt rundt. Tilsæt til sidst osten, og smag til med salt og peber. Serveres med den sprøde bacon på toppen. Voila! :)

carbonara