I de fleste børnefamilier er den traditionelle pasta med kødsovs en hofret. Det er nemt at lave og ungerne er vilde med det – ihvertfald i min familie. Og der skal egentligt ikke mange justeringer til, før man kan kalde retten for LCHF, det er jo først og fremmest pastaen der skal ryddes af vejen. Og så er det jo skønt at der findes en masse grønne alternativer. :) Og det gode ved selve kødsovsen er, at man faktisk kan ‘skjule’ en del grøntsager i den røde sovs – hvilket jo bare bidrager til den gode smag. Her kan man virkelig få lov til at tømme ud i køleskabet. Følgende version er ret meget lige efter bogen, men forsøg selv at putte revne gulerødder, skiver af peberfrugt eller lign. deri.
Opskrift – “Pasta” med kødsovs:
1 spsk. olivenolie
1 lille chorizo pølse (ca. 55g.)
3 løg
1 elefanthvidløg (eller 3 alm. fed)
500g. hakket oksekød
1 dåse tomatpuré
1 dåse hakkede tomater
2. spsk oksefond
50g. piskefløde (knap 1 dl.)
Steg chorizo pølse, løg og hvidløg i en gryde i olivenolien. Når de har taget farve tilsættes oksekødet, som brunes af. Tilsæt tomatpuré og rør godt rundt, og tilsæt derefter de hakkede tomat. Lad simre i et kvarters tid, og spæd til med vand undervejs. Smages til med oksefond, salt og peber. Til sidst tilsættes fløden, for at runde saucen af.
“Pastaen” er en strimlet courgette vendt i lidt pesto. Serveres med høvlet parmesan ovenpå. Velbekomme. :)
Pingback: LCHF lasagne | Low Carb Livsstil
Pingback: Danske klassikere i LCHF forklædning :) | Low Carb Livsstil