Low carb studenterbrød.. :)

Jeg sad og rodede mine billedalbum på computeren igennem. Hold da op, hvor har jeg egentligt mange opskrifter og billeder, der aldrig er nået frem til bloggen. Hvorfor, det ved jeg virkelig ikke? Nogen gange, tror jeg, at jeg simpelthen bare lige glemmer det.. Ikke et ord om, at jeg er ved at bliver gammel! :P

Nå, men en af opskrifterne, som ifølge iPhoto er fra d. 27 juli sidste år (!!!), er dette studenterbrød. Og det er SÅ lækkert, med sprøde skønne bunde. Hvorfor det ikke er kommet på bloggen, er mig en gåde? Nå, men jeg kom faktisk i tanke om det forleden, da jeg lavede rombollar, for de smager rimelig meget hen ad romkugler (trøffelkugler – for os jyder! ;) ). Anyway.. Hvis du ikke har (eller ikke gider lave) en kagerest til at lave denne version, så kan du altså sagtens hoppe på den nemme udgave og lave denne. Your choice. :)

Jeg toppede mine studenterbrød med en glasur lavet af sukrinmelis, citronsaft og vand. Hvis jeg skulle lave det i dag, ville jeg nok prøve at lave en glasur ud af kakaosmør og sødning af en art? Så det er bare noget med at prøve sig frem. Desuden blev mine studenterbrød pyntet med lidt hindbærcoating. Almindelig frysetørrede hindbær kan også gøre det. :)

Og hvis du ikke gider alt for meget besvær med at lave ’romkugle dej’, så kan de jo spises som hindbærsnitter i stedet.. ;)

OBS! For at sikre sprødheden, bør du først ’samle’ studenterbrødene lige før de skal spises. LCHF bagværk holder ikke sprødheden på samme måde som almindelig bagværk. :)

SONY DSC

Opskrift – Low carb studenterbrød (ca. 10-12 stk.):

Mørdejsbund:
2 æggehvider
80 gram smør (stuetempereret)
40 gram kokossukker
75 gram almindelig mandelmel (jeg brugte den fra Superfruits)
25 gram almindelig kokosmel
40 gram fint kokosmel (kokosfibre)

Rør æggehvider, smør og kokossukker let sammen med en elpisker. Kom resten af ingredienserne i og rør det godt rundt. Lad dejen hvile i køleskabet i ca. 15 minutter.

Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir. Jeg skar min mørdej ud i firkanter, inden kagen blev bagt, da jeg troede det ville gøre det lidt nemmere, da den jo så var klar til brug og ikke eventuelt smuldrede. Men ellers kan du sagtens vælge at bage dejen i et rektangulær stykke, og skære den ud i snitter, når bundene er lagt sammen med marmeladen og romkugledejen.

Mørdejsbunden(e) bages ca. 20 minutter ved 160 grader. Den skal være godt lysebrun. Lad den efterfølgende afkøle på en rist.

Hindbærmarmelade:
1 pose hindbærcubes
1 tsk. Vaniljepulver
Sødning efter smag.
Hindbær kommes i en gryde og koges ind, indtil det bliver en dejlig tyk masse

’Romkugledej’:
Traditionel romkugledej
Snyde romkugle dej (rombollar)

Eksempler på glasur:
Sukrinmelis, citron og vand
Kakaosmør og sukrinmelis

Fremgangsmåde:
Den kolde romkugledej røres ud mellem to stykker bagepapir og skæres ud i firkanter, der passer til mørdejsbunden. Når mørdejsbunden er kold, fordeles hindbærmarmeladen på bunden og derefter lægges romkulgedejen ovenpå. Slut af med at fordele glasur ovenpå kagen og top med hindbærcoating eller frysetørrede hindbær. :)

SONY DSC

LCHF ‘rombollar’..

I går fik jeg rent faktisk kreeret lidt nyt i køkkenet. Behovet opstod, da jeg havde noget mandelmel, den ikke-affedtede slags, der nærmede sig sidste salgsdato. Ja, næsten en helt pose faktisk! :/

Hos Aase havde jeg for længe siden set nogle fantastisk lækre ’rombollar’, og så var der ikke langt fra tanke til handling. Jeg fulgte ikke opskriften slavisk, men piftede den op med lidt ekstra sager, jeg havde i køleskabet, bl.a. en lille skefuld hindbærcoulis – og det blev SÅ lækset! :P

Så hvis du giver dig i kast med disse (Gør det! De er gode!), så prøv dig lidt frem med smagsnuancerne. :) Hvis du synes, at dejen er lidt for tynd, så tilsæt lidt mere mandelmel.

SONY DSC

Opskrift – ’Rombullar’ (ca. 14 stk.):
50 gram smør
50 gram kokosolie
40 gram pulveriseret sødning (jeg brugte halvt sukrin gold, halvt kokossukker)
½ tsk. vaniljepulver
1 tsk. kakao
1 spsk. hindbærcoulis
½ spsk. stærk kaffe
2 spsk. rom eller 1 tsk. romessens (sådan cirkus – prøv dig frem)
½ tsk. mandelessens
180 gram mandelmel (jeg brugte den fra Superfruit)
100 gram mørk chokolade
Pynt: frysetørrede hindbær og lakridspulver.

Rør stuetempereret kokosolie og smør sammen med en elpisker i en skål. Tilsæt de resterende ingredienser og rør det godt sammen til du har en ensartet dej.
Sæt det på køl.
Tril små kugler, sæt dem på en tallerken beklædt med et stykke bagepapir og stil dem i fryseren nogle minutter. Smelt den mørke chokolade imens.
Overtræk kuglerne med chokolade og pynt dem med frysetørrede hindbær og lakridspulver.
Spises kolde – direkte fra køleskabet. :)

SONY DSC

LCHF kagemand.. :P

For et par uger siden, havde min storebror fødselsdag, og i et anfald af velvillig spontanitet, kastede jeg mig over, at lave en lille kagemand til ham. Ja ja, man kan vel godt spise kagemand, selvom man bliver 32, ikke? ;)

Men jeg kunne jo ikke bare lave en almindelig kagemand, vel? Jeg blev ligesom nødt til at LCHFicere den lidt. Så det blev liiiidt noget snyd: det er nemlig én stor oopsie – bare tilsat lidt ekstra ’mel’ og sødme for at give den lidt mere bid og pondus. Jeg er vel næppe den eneste, der har tænkt, at oopsies smager rimelig meget af vandbakkelser, eller hva’? ;)

Jeg ville egentligt have pyntet den med jordbær, men den bakke jeg havde købt dagen inden, var altså blevet muggen. Øv! :( Så jeg måtte en tur i skuffer og skabe, og finde noget der kunne ’minde om slik’. Det blev så til ristede kokosflager, chokoladeovertrukne morbær,  gojibær og frysetørrede hindbær.

Som glasur, brugte jeg Sweet freedom choc shot, som er sådan en low carb-ish chokolade-sirup-agtig ting. Det var første gang jeg prøvede den, og jeg var ikke udpræget imponeret. Nuvel, den smagte bestemt ikke dårligt, men en anden gang, tror jeg, at jeg hellere vil lave glasur af enten sukrinmelis, kakaosmør, kokosolie/chokolade eller lign. Det tror jeg ærligt talt smager bedre.. ;)

Desuden anvendte jeg yaconsirup i min kagedej, hvilket bidrog til kagens lidt mørkere karakter. Næste gang, vil jeg nok anvende kokossukker i stedet – evt. lige pulverisere det inden.. ;)

Rådene er hermed givet videre. :)

SONY DSC

Kagemanden er ca. ligeså stor som en almindelig. Altså.. Den kan lige være på bagepladen.. ;)

Opskrift – LCHF kagemand:
3 æg (delte)
100 g. philadelphia (eller anden neutral flødeost)
2 spsk. kokosmel (eller mandelmel eller lign.)
2 – 3 spsk. sødning (kokossukker, yaconsirup, sukrin mv.)
1 tsk. bagepulver
1 tsk. fiberhusk

Ovnen opvarmes til 150grader. Æggene deles i to skåle i hhv. hvider og blommer. Pisk æggehviderne stive. I den anden skål piskes æggeblommer, flødeost, kokosmel, sødning, bagepulver og fiberhusk sammen, indtil massen er fin og fri for klumper. Æggeblommedejen vendes forsigtigt ned i hviderne. Fordeles på en bageplade i form som en kagemand, og bages 20-25minutter eller til den er gylden.

SONY DSC

Julegodter, julehygge og et styk heldig kartoffel.. :)

Julen er så småt begyndt at snige sig ind på mig og mit hjem. Jeg elsker jul, men jeg synes ofte at der går stress i den med deadlines, eksamener, indkøb mv. Men nu er jeg stort set færdig med at købe gaver, og kan nyde julen og dens hyggelige stemning lidt mere, nu hvor den del er af vejen. :)
Og ikke nok med at det er jul, så har jeg været så heldig at få lidt gaver på forskud. Jeg vandt nemlig Kähler konkurrencen ovre på Kathe og Ninas fine blog Ravfood, hvor jeg vandt det fine porcelæn på billedet, og som nu også er kommet i brug. Og det var en dejlig overraskelse – jeg vinder seriøst aldrig noget! :P
Mit bidrag til konkurrencen var min kokosfudge med lakrids/hindbærcoating, som jo selvfølgelig lige skulle have en renæssance på det nye porcelæn.. ;)

SONY DSC

Og så har jeg ellers været i gang med at bage og forsøgt mig lidt frem med lidt julegodter. Og indtil videre er det blevet til sprøde pebernødder og brunkager. Men jeg er bestemt ikke færdig med at jule i køkkenet endnu, og opskrifterne skal selvfølgelig nok ende på bloggen.. ;)

SONY DSC
Desuden blev det i dag til en kop lakridskakao efter en opskrift på Annes skønne blog. Jeg toppede min lakridskakao med hindbærflødeskum – for jeg elsker simpelthen lakrids/hindbær kombinationen – og det smagte himmelsk! :P Opskriften får lige et indlæg for sig selv – så er den lidt nemmere at finde i fremtiden.. ;)

SONY DSC

Men nu får I opskriften på fudgen endnu en gang – bare sådan for god ordens skyld. Lavede også nogle med brombærcoating i dag, ja mulighederne er jo uendeligt.. :)

Opskrift – Kokosfudge med forskellig coating.
100g. mørk chokolade (jeg brugte en 80%)
1 dåse kokosmælk (ikke light!)
50g. kokosolie
30g. piskefløde
½ tsk. vaniljepulver
Et par dråber sødning (jeg brugte flydende stevia)

En dåse kokosmælk sættes i køleskabet. Når det en kold, tager du den øverste del fra og putter det i en gryde. De resterende ingredienser tilsættes, og alle delene varmes langsomt op, til alt er smeltet og du har en ensartet masse – det må ikke koge. Smag til med flydende sødning efter smag. Beklæd en form med platsfilm i bunden (jeg brugte en silikone rugbrødsform – det gør det nemt at trykke fudgen ud, når den er afkølet) og hæld massen heri. Fudgen stilles på køl i nogle timer, evt. til næste dag – hvis du kan vente! ;) Når fudgen er helt kold, skæres den ud i små bidder som vendes i coating (evt. kokos eller hakkede nødder). Sættes på køl og spises kolde – direkte fra køleskabet. :)

SONY DSC

Opskrift – hindbærcoating:
40g. kokosmel (den grove)
1 spsk. Sukrin
1 spsk. Frysetørrende hindbær/pulver (jeg bruger denne)
Alle ingredienser hældes i en minihakker og blendes til et mellemgroft pulver.

Opskrift – lakridscoating:
40g. kokosmel (den grove)
1 spsk. Sukrin
1 spsk. Lakridspulver (jeg bruger denne)
Alle ingredienser hældes i en minihakker og blendes til et mellemgroft pulver.

Opskrift – brombærcoating:
40g. kokosmel (den grove)
1 spsk. Sukrin
1 spsk. brombærpulver
Alle ingredienser hældes i en minihakker og blendes til et mellemgroft pulver.

Macadamiavafler med blåbærflødeskum..

For ikke så længe siden, lavede jeg nogle lækre peanutvafler – en LCHFiceret udgave af Chocolat’s opskrift. Ja, nu var vaffeljernet jo fremme, og så kunne man da ligeså godt fortsætte, ikke?? ;)

Jeg ved ikke hvad der er med mig, men jeg får sådan nogle flip engang imellem, hvor jeg bare ikke kan få nok af en ting, og spiser dem med stor velbehag… Og så mister jeg efterfølgende interessen for dem. Sådan har jeg det med macadamianødder, hvorfor jeg havde en halv pose liggende, som jeg havde taget hul på for noget tid siden og ikke spist op, fordi lysten ikke var der. Men idag fik de så nyt liv i disse vafler – som i øvrigt, var total gode! :P Macadamianødder udmærker sig desuden ved deres lave kulhydratindhold og deres høje fedtindhold. De er virkelig perfekte LCHF nødder. :)

Jeg spiste vaflerne med en omgang blåbærflødskum, altså blåbærcoulis/marmelade vendt med flødeskum – mums, det var lækkert! :)

SONY DSC

Macadamiavafler med blåbærflødeskum, hasselnøddeflager og frysetørrede hindbær. :)

Opskrift – Macadamiavafler (ca. 6 stk.):
Ca. 1 1/2 – 2 dl. saltede macadamianødder (jeg bruger dem fra Aldi)
3 æg (mine var ret store)
1 sjat piskefløde
2 spsk. sukrin gold
Et drys vaniljepulver
Kokosolie, smør eller lign. til stegning.

Blend macadamianødderne til en fin mel (faktisk bliver det lynhurtigt til smør, men det gør ikke noget.. ;) ) Kom de resterende ingredienser i blenderen og blend videre til du har en ensartet masse.
Bag vaflerne gyldne i et vaffeljern, smurt med lidt smør, kokosolie eller lign.

Blåbærflødeskummet laves ved at koge en lille omgang blåbærcoulis/marmelade: Blåbær koges i en gryde med lidt sødning og vaniljepulver, hvorefter det får en tur med stavblenderen. Kog det ind, så det tykner lidt. Når det er afkølet, vendes det i friskpisket flødeskum. :)

Aftenhygge til BROEN II..

Ja, her står den på lidt ekstra hygge, nu hvor sidste afsnit af BROEN ruller over skærmen. Og med den psykopatiske bror ude af billedet, står jeg total på bar bund, hvem der ellers kan være medskyldig??

Nå, men nu skal det jo ikke handle om tv det hele.. ;) Aftenens LCHF snack er agurke- og peberfrugtestave, ostechips, avocadocreme og lidt hindbærchokolade:

SONY DSC

LCHF cake pops (Historien om en citronmåne, som udviklede sig til kager på pind..)

Forleden bagte jeg jo en citronkage, som ikke blev spist op. Og da jeg ikke lige selv synes, at jeg ville gå og proppe mig med kage de efterfølgende dage, så tænkte jeg, at jeg hellere måtte få brugt resterne til noget. Dette indlæg er som sådan ikke en opskrift, men mere inspiration til, hvordan man får brugt sine rester – hvis man da ikke lige spiser dem. Og ja, så er det jo altid på sin plads, at slå et slag for at undgå madspild. :)

Så kagen røg en tur i en skål og så blev der tilsæt en masse lækkerier, og her er det kun fantasien der sætter grænser, så brug hvad du har i dit køkken. Bare du husker at komme lidt kokosolie/kakaossmør/creamed coconut – det er dem der holder sammen på sagerne.

Foruden ovenstående, brugte jeg lidt kakaopulver, carobpulver, lakridspulver, rom essens og lidt optøede hindbær cubes, og så smagte jeg hele molevitten til med lidt sødning – og det blev lækkert! :)

Jeg formede massen til små kugler og satte dem i fryseren i en halv times tid, inden de fik et sugerør i enden og blev overtrukket med chokolade. Det gør det lidt nemmere at styre, når massen ikke er alt for blød.

SONY DSC

De små trøffellignende (se evt. inspiration her) banditter, blev som sagt overtrukket med mørk chokolade (rørt op med lidt ekstra kakaosmør) og drysset med/vendt i lidt forskellige herligheder. Jeg brugte frysetørret hindbær, lakridspulver og mine hjemmelavede coatings. Men nødder, kokosmel, hampfrø eller lign. ville også have været lækkert. Igen – brug hvad du har. :)

SONY DSC

Den overskydende mørke chokolade fik 2. Spsk. hasselnøddesmør, lidt carobpulver, kokosmel, frysetørrede hindbær og lakridspulver. Og så røg det i små forme og ind i fryseren.

SONY DSC

Da alt var færdigt, pakkede jeg cake pops’ene ind enkeltvis og de små chokolader kom i små poser. Hele moletjavsen røg i fryseren i en bøtte, hvorefter de er lette og tage op, hvis men bliver lidt lækkersulten en dag. :)

SONY DSC

Undskyld for den absurd ringe billedkvalitet..

Fyldt chokolade – LCHF style, naturligvis! ;)

Det startede egentligt ud med, at jeg ville lave min fatbomb fudge i en variant med hvid chokolade, men så kom jeg til at tvivle på projektet undervejs. Ikke på, hvorvidt det ville smage godt, men mere om det ville være i stand til ‘hænge ordentligt sammen’, når jeg nu brugte hvid chokolade? Jeg valgte dog næsten den samme fremgangsmåde som sidst, men tilføjede ekstra smagsgivere i selve chokolade-massen. Og så hældte jeg den på form – og håbede på det bedste! Og det smagte voldsomt lækkert! Nu er jeg jo selvfølgelig også en sucker for hindbær/lakrids kombinationen.. ;) Det er svært for mig, at beskrive fyldets konsistens, det er lige som det bare forsvinder inde i munden, så den er ikke nær så fast som fudgen. Men stadig lækker, naturligvis! ;)

Jeg overtrak min hvide chokolademasse med mørk chokolade, men der var en del tilbage efterfølgende (jeg brugte en plade på 125g.). Så i den overskydende mørke chokolade hældte jeg en sjat fløde, en stor spsk. kokosolie, 2 spsk. groft kokosmel, 1 tsk. lakridspulver og 1 spsk. frysetørrede hindbær i. Og så røg massen ellers i nogle små silikoneforme, hvorefter de kom en tur i køleskabet. Win! 2 slags chokolade.. ;)

Jeg synes det blev nogle lækre chokolader, og det bedste er, at man jo selv kan variere fyldet, så de efterkommer ens smagsløg. :)

SONY DSC 

Opskrift –  Fyldt chokolade:

1 plade sukkerfri hvid chokolade (min var på 75g.)

1 dåse kokosmælk (kun den fede del, sættes i køleskabet et par timer før)

50g. kokosolie

½ tsk. Passionspulver (jeg brugte denne)

½ tsk. Hindbærpulver (jeg brugte denne)

1 tsk. Lakridspulver (jeg brugte denne)

1 spsk. Frysetørrede hindbær (jeg brugte denne)

I en tykbundet gryde smeltes hvid chokolade, kokosolie og kokosmælk. Rør grundigt rundt og tilsæt de forskellige slags pulver og frysetørrede hindbær. Smag selv til, så du får den, sådan som du bedste synes om.

Hældes i en silikoneform trukket med plastfilm (jeg bruger en rugbrødsform). Stilles på køl i nogle timer, indtil det er fast, gerne til dagen efter.

Når massen har sat sig, skæres den ud i mundrette størrelser, som overtrækkes med mørk chokolade og pyntes med lakridspulver 0g frysetørrede hindbær. Her må du gerne være lidt vaks, så den hvide chokolademasse ikke ’smelter’, men forbliver fast – det gør det noget nemmere at overtrække den med chokolade. ;)

SONY DSC

SONY DSC

Et lille apropos.. Hindbærcoulis og coating :)

Nå, der kommer lige et lille ekstra indlæg.. Man kan dårligt nok kalde det opskrifter, men jeg refererer ofte til disse, og så er det altså lidt nemmere lige at kunne smide et link.. ;)

SONY DSC

Low carb hindbærcoulis/hindbærmarmelade, hindbærcoating og lakridscoating :)

Opskrift – hindbærcoating:
40g. kokosmel (den grove)
1 spsk. Sukrin
1 spsk. Frysetørrende hindbær/pulver (jeg bruger denne og denne)

Alle ingredienser hældes i en minihakker og blendes til et mellemgroft pulver.

 

Opskrift – lakridscoating:
40g. kokosmel (den grove)
1 spsk. Sukrin
1 spsk. Lakridspulver (jeg bruger denne)

Alle ingredienser hældes i en minihakker og blendes til et mellemgroft pulver.

 

Opskrift – Hindbærcoulis/hindbærmarmelade:
1 lille pose frosne hindbærcubes
1 tsk. vaniljepulver
Sødning efter smag

Hindbær kommes i en gryde og koges ind, indtil det bliver en dejlig tyk masse. :)

 

LCHF trøffelkugler

Der hvor jeg kommer fra (det mørke Jylland), hedder disse små banditter trøffelkugler (eller trøfler), men for ikke at tabe nogle læsere i svinget, så kommer der lige en oversættelse: romkugler. ;)

For nogle måneder siden, havde jeg bagt en stor portion low carb blåbærkage. Så stor, at en del af den røg en tur i fryseren. Denne del blev så hevet op af fryseren i går (ja, jeg havde lyst til kage.. ;)), men den var desværre blevet en smule ’smattet’ efter dens tur på frost. Nuvel, nu går jeg ind for så lidt madspild så muligt, så hvad bruger man lige en kagerest til? Og så måtte jeg lige en tur tilbage, bagerst i hukommelsen, til barndommens trøffelkugler. Så jeg smed kagen i en skål og tilsatte lidt ekstra lækkerier, og piskede løs. Det kom der disse herligheder ud af, og hvis jeg selv må sige det, så de er sgu ret gode.. ;) Opskriften kræver jo, at man har en kagerest. Så husk lige dette, næste gang kagen ikke spist op.. :) Da smag er forskellig, så sørg for at smage massen til undervejs, og justér de forskellige ingredienser efter dine smagsløg – det giver altså det bedste resultat. :)

Jeg lavede to slags coating til mine trøffelkugler. Den første version var kokosmel, sukrin og frysetørrede hindbær der røg en tur i minihakkeren. Den anden var med kokosmel, sukrin og lakridspulver – som ligeledes kom en tur igennem minihakkeren. :)

SONY DSC

Opskrift – trøffelkugler (ca. 20 små):

Ca. 2-300g. kagerester

2 spsk. Kokosmel (den grove)

1 spsk. kokosolie

1 spsk. Kakaopulver

1 spsk. Sukrinmelis

1 spsk. Sukkerfri hindbærmarmelade (eller optøede hindbærcubes)

1 tsk. romessens

Evt. ½ tsk. vaniljepulver

Alle ingredienserne piskes sammen i skål (eller blendes). Lad dejen står på køl en times tid, og form derefter små kugler og rul dem i kokosmel, hakkede nødder eller lign. Spises kolde – direkte fra køleskabet. :)

SONY DSC

Og sådan ser de ud, når man liiiige må smage en bid.. ;)

Og sådan ser de ud, når man liiiige må smage en bid.. ;)