Forleden lavede jeg en omgang pulled beef – min absolutte favorit af det der pulled halløj. ;) Jeg ejer ikke stegeso, så jeg plejer bare at lave det i et almindeligt ildfast fad. Men denne gang lavede jeg det lidt anderledes, hvilket resulterede i mit bedste forsøg indtil nu. Det var virkelig godt! :D
Jeg lavede en marinade ud af det jeg havde i køkkenet, derfor er ingredienslisten mere til inspiration end den er fuldstændig. Hvis jeg havde haft lidt flere krydderier, eksempelvis spidskommen eller sennepsfrø, så havde jeg nok også smidt det i marinaden. Så brug nedenstående som inspiration og fyld på med dine egne yndlingskrydderier. :)
Det, jeg gjorde anderledes denne gang var, at jeg delte oksekødet i 4-6 mindre stykker og tilsatte lidt vand i det ildfaste fad. Det bragte desuden tilberedningstiden langt ned, hvorfor det kun tog ca. 5 timer førend det var helt absurd pulled-mørt. ;)
Opskrift – Pulled beef
Ingredienser:
1-1,5 kg. stykke oksekød (jeg brugte vist en okseklump)
Marinade:
2 spsk. Tomatpuré
½ dl. Olie
3-5 finthakket fed hvidløg
1-2 spsk. Kokossukker
1-2 spsk. Paprika (evt. røget)
Cayennepeber
Salt
Peber
Frisk timian
(Evt. spidskommen, sennepsfrø eller lign.)
Fremgangsmåde:
Aftenen inden: Rens kødet for synlige sener og fedt. Skær klumpen i 4-6 store stykker. Kom kødet i en plasticpose.
Bland alle ingredienserne til marinaden og smag til. Hæld marinaden over kødet og slå en knude på posen. Fordel marinade godt. Kom evt. en ekstra pose uden over, hvis du vil sikre at dit køleskab ikke kommer til at lugte af hvidløg. ;) Lad kødet marinere natten over.
Næste dag – 5-6 timer før spisetid – kommes kødet i et ildfast fald. Hæld 1 -2 dl. vand ved kødet og dæk fadet med stanniol.
Stil den i oven ved ca. 110-120 grader (jeg bruger ”almindelig oven”) indtil det er mørt, altså ca. 5-6 timer.
Den sidste times tid fjernes stanniolen, så marinade kan ’koge ind’.
Hvis marinade stadig føles lidt for tynd, så kan du reducere den ved at koge den op i en gryde.
Pil kødet fra hinanden med to gafler, hæld marinaden over og fordel det godt rundt i kødet. Enjoy. :)