(ADVARSEL!! Dette er et meeeeeget langt indlæg! ;))
Ja, jeg har haft et lille hemmelig projekt kørende, som jeg ikke har delt her på bloggen. I den sidste uge, har jeg nemlig eksperimenteret med 5:2 diæten. 5:2 er jo her, der og alle vegne – ja, på stort set alle medieplatforme. Og så skulle man da være et skarn, hvis man ikke lige selv prøvede det på egen krop.. ;)
Jeg tror, at grunden til jeg ikke skrev det her på bloggen inden jeg gik i gang var af den simple årsag, at jeg var bange for at jeg ikke kunne holde det! Og så synes jeg det var dumt at kede jer med noget ufuldendt. Det der med faste, er aldrig rigtig noget, der har appelleret til mig før i tiden. Men nu, hvor at alle snakker om det, så er jeg alligevel tilpas nysgerrig.. Er der er noget om snakken, eller om det bare er lidt af et modefænomen. Ja ja, man har vel lov at gå til sådan et projekt, med en hvis form for skepsis i baglommen.. ;)
Nu har jeg så været i gang i en uge, og jeg har gjort mig alskens notater undervejs, for at I kunne få et indblik i 5:2 diæten – altså ud fra mit synspunkt. :)
På en måde har det faktisk været super grænseoverskridende for mig, at vise hvad jeg spiser på en hel uge. Det føles helt, som om man skal stå skoleret. Sikke mange gode og dårlige valg, man kan nå at tage på så kort tid! ;) Ikke desto mindre, så synes jeg ikke at I skulle snydes for ’the full Monty’.
Det har været lidt af et mas, både at skulle fotografere, veje og indtaste min mad, men jeg har virkelig gjort forsøget. Derfor må I også undskylde for det forskelligartede visuelle udtryk i billederne – det er sgu ikke altid lige kønt. ;) Og noget af data skal også tages med et vist forbehold, da jeg af og til måtte sjusse mig lidt frem.
Samtidig har det været en meget lærerig oplevelse, at skulle dokumentere min mad. Det har ligesom givet mig en forståelses for, hvad det er jeg egentligt putter i munden, ja, en slags stikprøve om man vil. Og jeg vil ikke udelukke, at det også har virket som en rettesnor for mine valg, hvor jeg mere eller mindre bevidst, har undladt at spise for mange lækkerier, brøderstatninger og lign. Og det må vel siges at være en positiv sidegevinst. For skal vi være helt ærlige? Så kan disse til tider være svære at holde sig fra – det er jo lækkert, det møg! ;)
Egentligt er de fleste af mine måltider ret basic LCHF mad. Om end der er en del gentagelser.. Sådan er det jo, når man skal spise sig igennem sine rester.. ;)
Og mine målbare resultater? – Dem finder du nede i bunden af indlægget.. ;)
5:2 DIÆTEN – I KORTE TRÆK!! :)
Det skal lige fremhæves, at jeg ikke har læst bogen omkring 5:2. Jeg har blot orienteret mig i blogverdenen, i aviser og på tv. Så her får du lige min opsnappede viden i ganske kort form.
– 5 dage om ugen spiser du som normalt. To dage om ugen faster du, dvs. at du blot må indtage ¼ af dit estimerede energibehov.
– Dette betyder, at kvinder må indtage 500kcal. Og mænd 600kcal. på fastedagene.
– Det er ligegyldigt, hvilke dage du vælger at faste, dog må de to fastedage ikke ligge i forlængelse af hinanden.
– Du bestemmer selv, hvordan du vil benytte dine kalorier igennem dagen. Nogle foretrækker ét måltid (i LCHF optik, skal det naturligvis indeholde en del fedt, for at bevare mætheden), mens andre fordeler deres kalorier over flere måltider. Jeg hører til den sidste gruppe.
MINE OPLEVELSER I MIN FØRSTE UGE PÅ 5:2 DIÆTEN:
MANDAG:
Mandagen var en ganske almindelig dag for mig, dog blev morgenmaden til en madpakke i stedet, da jeg ikke havde den store sult om morgenen.
Jeg spiste ca. Kl. 11. 1 stykke lasagne, 3 gulerødder og en håndfuld saltede mandler. Jeg spiste ikke avocadoen på billedet – jeg var skis’me mæt. ;)
Sen frokost, ca. Kl. 15. Spidskål med 2 cherrytomater og 1 avocado. 95g. kylling (ja, det syner af mere!). 1 spsk. mayonnaise og 1 spsk. pesto.
Aftensmad, ca. Kl. 20. Mere plukket kylling, baconbagte bønner og mayonnaise og pesto.
Motion: 42min. Gåtur med hund (3,5km) og 40min. Aerobic/bodytoning.
TIRSDAG:
Morgenmad/frokost: 40g. rucola, cherrytomater, 80g. avocado. 50g. røget laks, 150g. tunmoussé og 80g. cremefraiche dressing.
Aftensmad: 1 ½ bøg med løg og sovs. Hertil lidt stegt spidskål, der lige fik en sjat fløde. Desuden baconbagte bønner.
Efter træningen, hvor jeg var sulten: en klat tunmoussé med cremefraiche.
Motion: 45min. Gåtur med hund (3,5km.) og 40min. Aerobic/bodytoning.
ONSDAG: Min første faste dag!
Jeg startede dagen med at træne, hvilket altså foregik på tom mave. Det er ikke ligefrem noget jeg gør ofte, men jeg mærkede ikke nogen form for ubehag. Yay! ;)
Morgenmaden var 3 små æg, der fik lidt krydderier, og som kom direkte på panden, uden fedtstof. Ikke vildt ophidsende..
Til aften/min madpakke fik jeg 4 kyllingefrikadeller á 43kcal. Stykket. Dertil 200g. bønnesalat til 86kcal.
Jeg oplevede stor sult hen ad aftenen, følte virkelig et tomt hul i min mave. Desuden kom hovedpinen snigende ind på mig. Jeg følte, jeg manglede salt og overgav mig, og spiste 5 saltede pekannødder og drak et glas vand.
Min søvn var også urolig, sikkert grundet en blanding af rumlende mave og hovedpine.
Jeg havde egentligt overraskende god energi hele dagen igennem, på trods af ovenstående.
Motion: 40min. Aerobic/bodytoning.
TORSDAG:
Jeg havde en bunke appelsiner tilbage, efter jeg havde passet ungerne i weekenden, og jeg valgte derfor, at presse dem til juice. Det smager jo så lækkert, men er ikke ligefrem low carb (brugte da også hele 32g. kulhydrat på dette glas!). Jeg spiste en håndfuld nødder til. Men av av av! Nu drikker jeg jo ikke ligefrem juice til dagligt, så dennes syre kombineret med en fastende mave, gav en seriøs gang mavepine!
Jeg gik en tur og trænede efterfølgende. Bagefter spiste jeg frokost: rucola, røget laks, avocado, tunmoussé og cremefraiche dressing.
Aftensmaden blev rester i form af lidt bønnesalt, ½ bøf med lidt sovs, lidt laks, tunmoussé og cremefraiche dressing.
Jeg trænede igen om aftenen, og blev sulten efterfølgende. Derfor spiste jeg lidt nødder, en klat tunmoussé og 1 skefuld cremefraiche dressing.
Jeg ser virkelig et mønster, jeg bliver altså sulten ligeså snart jeg træner.. Hmm..
Motion: 40min. Aerobic/bodytoning, 45min. Gåtur med hund (3,5km.) og 40min. Aerobic/bodytoning.
FREDAG:
Fredag var min anden fastedag, og jeg forsøgte at brede min måltider lidt bedre ud.
Til morgenmad fik jeg 200g. cheasey hytteost smagt til med vaniljepulver og stevia og 50g. blåbær ovenpå.
Min frokost blev på farten, hvor jeg spiste 4 små kyllingefrikadeller.
Aftensmaden blev 100g. frisk spinat, 1 æg og 50g. hytteost.
Desuden smagte jeg kagerne til morgendagens tøsemiddagen til, dog så lidt som muligt, men jeg har givetvis fået et par ekstra kalorier her og der, som ikke er indregnet.
Alt i alt, gik det bedre end første fastedag, dog mærkede jeg igen en svag hovedpine hen ad aftenen. Ved ikke, om det er for lidt salt, der er synderen? Ellers skal jeg muligvis afprøve, at droppe træningen på fastedagene, og se om det gør nogen forskel..
Motion: 40min. Aerobic/bodytoning.
LØRDAG:
Lørdag var jeg ikke særlig god til at få taget billeder af min mad. Synes det virkede en smule kunstigt, at sidde og fotografere min mad, når jeg nu var i hyggeligt selskab. Og jeg må indrømme, at jeg heller ikke gjorde mig de store tanker om det.. ;)
Morgenmaden blev røræg af 2 æg og piskefløde, stegt i smør og med ost ovenpå.
Venindemiddagen startede omkring kl. 14 om eftermiddagen, hvor vi fik kaffe og kage. Af ren og skær venlighed overfor værtinden, tog jeg et lille bitte stykke kage. Det lavede heldigvis ikke den store røre i min krop – Yay! ;) Derudover, havde jeg medbragt nødder, så jeg spiste nok 45g. macadamianødder til kaffen.
Aftensmaden var lidt blandet, og jeg spiste en god portion tomat/mozzarella salat, 1 stykke kalkun, 1 frikadelle og ca. 80g. pulled pork. Dertil en god klat mayonnaise, avocadodressing og auberginedip. Og så havde min veninde bagt Janes foccacia – jamen altså, hun er da bare for sød.. :)
Desserten stod jeg jo selv for, og jeg spiste med velbehag. Jeg spiste et lille stykke af cheesecaken, 1 stykke af hindbær cheesecakebrownien og 3 stk. Fudge.
Det var lidt svært, at indtaste hvad jeg spiste, så jeg må indrømme, at jeg har sjusset mig lidt frem.. ;)
Motion: 40min. Aerobic/bodytoning.
SØNDAG:
Jeg havde ikke den store sult fra morgenstunden, men nærmere en lækkersult (ups, det er farligt! ;) ), så jeg startede med at spise 4 stykker fudge og en skål macadamia nødder.
Hen ad eftermiddagen blev jeg sulten, og omkring kl. 15 spiste jeg ’morgenmad’: røræg af 2 æg og piskefløde og ost ovenpå. Og lidt mere ost ved siden af.. ;)
Omkring kl. 18. Blev jeg lidt lækkersulten igen, så der røg 4 stykker fudge ned. Bagefter trænede jeg.
Aftensmaden blev først omkring kl. 21, hvor jeg biksede en omgang low carbonara sammen, dog i en spidskålsudgave.
Motion: 40min. Aerobic/bodytoning.
RESULTAT:
Hvordan er det så gået med de målbare resultater? Jo, jeg har tabt 2,2kg (!!) og smidt 5cm. fordelt på kroppen – 3 af dem rundt om hofterne. Så et eller andet er der da sket?
Mulige årsager, der kan have påvirket resultatet:
– Jeg spiste en del kulhydrater sidste søndag, da jeg passede ungerne, i form af smoothies, frugt, nødder og rugbrød. Disse kulhydrater kunne godt være medvirkende årsag til, at kroppen binder ekstra væske.
– Jeg har fået sukker, både i form af det lille stykke kage, men også fra frugtsukkeret i appelsinjuicen.
– Jeg har indtaget sødemidler, både i mine desserter, men også i form af light sodavand
– Jeg fik mit månedlige om tirsdagen (Hovsa, så blev det personligt!! ;)), hvilket utvivlsomt gør noget ved kroppen.
Jeg synes, det har været et spændende eksperiment, men der har også været en række faktorer indblandet, som kunne have påvirket et evt. vægttab i en positiv/negativ retning, så jeg føler mig endnu ikke i stand til, at kunne tilslutte mig 5:2 diætens fortalere. Derfor vil jeg forsætte mit eksperiment lidt endnu, måske en måneds tid – måske det giver mere klare resultater? Jeg kan ikke love, at jeg går lige så meget i dybden fremadrettet, det bliver ret omstændeligt, men ikke desto mindre, så skal jeg jo selvfølgelig nok uddybe mine fastedage og evt. resultater. :)
Er meget spændt på, om der er nogle af jer, der har gjort sig nogle tanker omkring 5:2 diæten, eller som måske ligefrem selv har prøvet det? Gode råde modtages med kyshånd.. ;)