LCHF choko-pandekager

I dag står den på luksusmorgenmad, der næsten tangerer den syndige slags – dog uden at være det! :P Da pandekagerne krævede tre ekstra æggehvider, lå det lige til højrebenet, at lave råcreme af de overskydende æggeblommer. Og hvornår har råcreme nogensinde skadet en morgenmadsdessert? :P Du finder opskriften på råcreme her. Foruden råcremen, spiste jeg mine pandekager med hindbærcoulis, mandelflager og frysetørrede hindbær.

SONY DSC

Opskrift – LCHF Choko-pandekager (10-12stk.):
2 æg (delte)
3 æggehvider
100g. flødeost
1/2 dl. piskefløde
1 – 2 spsk. fint kokosmel (kokosfibre)
2 spsk. sukrin gold
1 spsk. carobpulver (kan undlades)
1/2 tsk. vaniljepulver
1-2 spsk. kakaopulver (alt efter, hvor stærk den er)
Smør eller kokosolie til stegning

Start med at dele de 2 æg i 2 skåle – i hhv. æggeblommer og æggehvider. Tilsæt de tre ekstra hvider til de to første hvider og pisk dem stive. I den anden skål pisker du æggeblommerne let luftige og derefter tilsættes flødeosten og fløden. Rør godt rundt og tilsæt resten af ingredienserne. Dejen vendes forsigtigt i de piskede æggehvider. Steges som små pandekager i enten smør eller kokosolie.

5 x LCHF julekonfekt med hjemmelavet marcipan.. :)

Dagen i går tilbragte jeg jo i selskab med mine nevøer og niece. Og mens de gav den gas med traditionel konfekt og godt med farvet krymmel, fik jeg lavet noget hjemmelavet LCHF marcipan. Og hold da op, hvor var jeg overrasket over det lækre marcipan – det slår jo det traditionelle med flere længder! :D

Jeg  havde jo smuttet en helvedes masse mandler tidligere på ugen, og endte ud med at lave marcipan af 700g. mandler. Tror måske heller ikke min minihakker kunne klare mere – den var godt presset… ;)

Jeg tog udgangspunkt i Janes marcipan opskrift, men sjussede mig frem undervejs, og prøvede mig frem med flere forskellige slags sødemidler, for at få smagen til at ramme mine smagsløg – og samme råd vil jeg give jer: prøv jer lidt frem, og smag til mange gange undervejs.. :)

SONY DSC

Opskrift – grundmarcipan:
700g. mandler
Ca. 1 tsk. mandelessens (jeg brugte Dr. Oetker)
Hvad der ca. modsvarer 60-70g. sødning (jeg brugte en blanding af sukrin gold, kokossukker, yaconsirup og sweet freedom – ja ja, man må jo prøve sig lidt frem.. ;P )
1 – 1 1/2 bæger pasteuriseret æggehvide

Læg mandlerne i en skål og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå en halv times tid – derefter er de lige til at smutte.

Derefter skal mandlerne tørres i ovnen. Jeg gav mine 3-4timer ved 50-60 grader. Afkøles helt.

Tag en lille portion mandler ad gangen, og blend dem til fint pulver i en minihakker. Derefter hældes det blendede mandler i en foodprocessor, hvorefter du forsøger dig frem med de resterende ingredienser, hælder lidt i ad gangen, smager til og blender hele molevitten til en skøn marcipanmasse. :)

SONY DSC

Hvis de ser lidt sjove ud, så er det altså fordi de er frosne. De er alt for farlige at have til at stå i køleskabet.. ;)

Min klump marcipan delte jeg i 5 dele á ca. 150 gram, hvorefter de fik forskellige smagsgivere. Men indrømmet.. Der er sprut i dem alle sammen – LCHF eller ej.. :P

1.) Marcipan med ca. 1 spsk. lucumapulver, 1- 2 spsk rom + lidt romessens. Pyntet med hasselnøddeflager.

SONY DSC

2.) Marcipan æltet sammen med 1 spsk. instantcoffee udrørt i 1 spsk. kogende vand. Smagt til med lidt mandellikør. Mandelsplitter på toppen.

SONY DSC

3.) Marcipan æltet sammen med 1 spsk. hindbærpulver udrørt i lidt rom. Frysetørrede hindbær på toppen.

SONY DSC

4.)  Marcipan med brombær. 1 spsk. brombærpulver er udrørt i lidt mandellikør og æltet i marcipanen. Brombærpulver og lakridspulver på toppen.

SONY DSC

5.) Den sidste er min favorit! :) Marcipan med 1 spsk. carobpulver og 2-3 spsk. Bailey. Nøj, den er god! :P Pyntet med tigerstriber af sukkerfri hvid chokolade.

SONY DSC

Lakridskakao med hindbærflødeskum.. :)

Som lovet i forrige indlæg, så har I hermed opskriften på lækker lakridskakao, inspireret af Annes lækre blog. :)
Hindbærflødeskummet er flødeskum vendt med hindbærcoulis.

SONY DSC

Opskrift – Lakridskakao (2 små eller én stor kop):
1 tsk. raw kakao
1/2 tsk. lakridspulver (jeg burger denne)
2 tsk. kokosolie med smag
2 spsk. fløde
1 spsk. sukrin gold
Ca. 2 dl. kogende vand

Hæld kakao, lakridspulver, kokosolie, fløde sukrin gold og ca. Halvdelen af det kogende vand i et stavblenderglas og giv det en tur med blenderen. Når alt er opløst, hældes resten af det kogende vand i og der røres rundt.
Serveres med lækker hindbærflødeskum på toppen.. :)

Macadamiavafler med blåbærflødeskum..

For ikke så længe siden, lavede jeg nogle lækre peanutvafler – en LCHFiceret udgave af Chocolat’s opskrift. Ja, nu var vaffeljernet jo fremme, og så kunne man da ligeså godt fortsætte, ikke?? ;)

Jeg ved ikke hvad der er med mig, men jeg får sådan nogle flip engang imellem, hvor jeg bare ikke kan få nok af en ting, og spiser dem med stor velbehag… Og så mister jeg efterfølgende interessen for dem. Sådan har jeg det med macadamianødder, hvorfor jeg havde en halv pose liggende, som jeg havde taget hul på for noget tid siden og ikke spist op, fordi lysten ikke var der. Men idag fik de så nyt liv i disse vafler – som i øvrigt, var total gode! :P Macadamianødder udmærker sig desuden ved deres lave kulhydratindhold og deres høje fedtindhold. De er virkelig perfekte LCHF nødder. :)

Jeg spiste vaflerne med en omgang blåbærflødskum, altså blåbærcoulis/marmelade vendt med flødeskum – mums, det var lækkert! :)

SONY DSC

Macadamiavafler med blåbærflødeskum, hasselnøddeflager og frysetørrede hindbær. :)

Opskrift – Macadamiavafler (ca. 6 stk.):
Ca. 1 1/2 – 2 dl. saltede macadamianødder (jeg bruger dem fra Aldi)
3 æg (mine var ret store)
1 sjat piskefløde
2 spsk. sukrin gold
Et drys vaniljepulver
Kokosolie, smør eller lign. til stegning.

Blend macadamianødderne til en fin mel (faktisk bliver det lynhurtigt til smør, men det gør ikke noget.. ;) ) Kom de resterende ingredienser i blenderen og blend videre til du har en ensartet masse.
Bag vaflerne gyldne i et vaffeljern, smurt med lidt smør, kokosolie eller lign.

Blåbærflødeskummet laves ved at koge en lille omgang blåbærcoulis/marmelade: Blåbær koges i en gryde med lidt sødning og vaniljepulver, hvorefter det får en tur med stavblenderen. Kog det ind, så det tykner lidt. Når det er afkølet, vendes det i friskpisket flødeskum. :)

Jeg har været ’modig’.. :P (LCHF æggekakao)

Jeg følte mig små-sløj/ondt i halsen-agtig i går, og cravede dagen igennem varme drikke/supper, der kunne lindre min hals. Og faktisk blev behovet så stort, at jeg kastede mig ud i æggekakaoen – Gru! Gisp! Den er god nok! :P

Jeg må indrømme, at jeg har gået og lusket rundt omkring den varme grød et stykke tid. Jeg tror bestemt, at det er årene med salmonellafobi og kiksekageskræk, der har været med til at forme mit billede på rå æg.. :/ Jeg kunne simpelthen ikke forlige mig med tanken om, at drikke æg. Det lyder nemlig både mega-farligt (salmonella!) og pænt utiltrækkende (Hey, man drikker jo rå æg?!). Og disse ord kommer rask væk fra en tøs, som en vokset op med en kop, hvori man slog et æg ud i og pøsede på med sukker. Og så var det ellers med at give den gas med de små armkræfter, indtil man fik en skøn og sødmefyldt gullig æggesnaps!!!

Nå, men for at gøre en lang historie endnu længere, så fik jeg endelig afprøvet æggekakaoen i går – nok som det sidste menneske i LCHF land! :P Og nøj, hvor blev jeg positivt overrasket. Jeg kunne i hvert fald ikke detektere nogen ’ægge-agtig’ smag. Den smagte bare cremet og lækker.. :)

Jeg fandt en opskrift hos Xenia, men tilsatte desuden en sjat piskefløde – man skulle nødig gå ned på fedt.. ;) Desuden fik min æggekakao et lille drys raw lakridspulver på toppen. Mums! :) Jeg lavede ’portionen’ med to æg, og synes at den var rigelig stor – jeg fik to kopper ud af det, så en anden gang vil jeg nok forsøge mig med det halve af nedenstående opskrift. ;)

Nu var jeg jo lidt småsløj, så jeg nød min æggekakao med en lille skål chokoladeovertrukne morbær. :)

SONY DSC

Opskrift – Æggekakao:
3 dl. kogende vand
1 spsk. raw kakaopulver
1 drys vaniljepulver
2 spsk. sukrin gold (eller efter dine smagsløg..)
1 tsk. kanel
1 spsk. kokosolie
1 sjat piskefløde
2 økologiske æg (jeg skoldede mine inden. Ja ja, I know… ;) )
Desuden: lakridspulver, kakaopulver, carobpulver eller kanel til at drysse oven på – your choice! :)

Hæld alle de tørre ingredienser i stavblenderglasset og hæld det kogende vand over. Giv det et hurtigt blend. Tilsæt æg, kokosolie og piskefløde og blend igennem – indtil du har en ensartet drik. Hæld i stor kop og drys evt. et af ovenstående forslag ovenpå. Enjoy! :)

Peanutvafler a la Chocolat..

For en uges tid siden, postede Maja denne opskrift på peanutvafler på sin blog, – og lige siden har jeg ventet på at lave dem! :P Majas blog er jo ikke ligefrem i low carb/sukkerfri-genren, men i stedet et overflødighedshorn af lækre opskrifter. Og selvom jeg oftest ikke kan lave selve opskrifterne, så kan jeg jo godt nyde bloggens foodporn! ;)

Men indimellem dukker der opskrifter op, hvor det med få virkemidler er muligt, at gøre dem LCHF-venlige – og så er det jo med at gribe chancen! :)

I går morges blev det så tid til at afprøve peanutvaflerne, og det var en rigtig lækkerbisken! De bliver ikke sprøde, men har en dejlig smag. Jeg spiste mine med et klat stevia nutella, lidt granatæble + peanut.

SONY DSC

Opskrift – Peanutvafler (3 stk.):
60 g. saltede peanuts
1 spsk. sukrin gold
2 æg
1 god sjat fløde

Blend peanuts til en fin mel. Kom de resterende ingredienser i blenderen og blend videre til du har en ensartet masse.
Bag vaflerne gyldne i et vaffeljern, smurt med lidt smør, kokosolie eller lign.
Nydes lune. Mums! :)

SONY DSC

Tynde LCHF pandekager..

Jeg har allerede én opskrift på tynde LCFH pandekager her på bloggen, som bestemt er værd at prøve. Men forleden havde jeg en ustyrlig lyst til pandekager, men ingen flødeost, så jeg måtte forsøge mig med noget andet. Det blev til disse pandekager, som også var super lækre. :)

SONY DSC
Opskrift – LCHF pandekager (6-7 stk.):
5 æg
1 – 1 1/2 dl. Cremefraiche (jeg brugte 18%)
2 spsk. sukrin gold
1 tsk. HUSK (den grønne)
½ tsk. Vaniljepulver
Kokosolie eller smør til stegning

Alle ingredienser røres sammen i en skål og steges i på panden i smør eller kokosolie. Hvis du ikke synes dejen er tynd nok, kan du regulere konsistensen med lidt fløde. Tror måske, at valget af cremefraiche kan have betydning.

LCHF pandekager er ofte nogle lidt porøse størrelser, hvilket også glæder denne opskrift. Jeg synes der var nemmest, når jeg panden var gloende varm når jeg smed dejen på, og så skruede jeg ned til middelvarme efterfølgende. Gentages hver gang. :)

Æbleomelet..

Endnu en voldsomt lækker og mættende omelet.. :)

SONY DSC
Opskrift – Æbleomelet:
½ æble skåret i tynde skiver
2 æg
1 sjat fløde
1-2 tsk. Kanel
1 spsk. mandelmel
1-2 spsk. sødning (jeg brugte sukrin gold)
Smør eller kokosolie til stegning.

Smelt kokosolie eller smør på panden og læg de tynde æbleskiver på panden. I en skål røres alle de resterende ingredienser sammen og hældes forsigtig over æblerne. Steges gylden på begge sider. Hvis du synes at omeletten er svær at vende, så brug tallerken-tricket! ;)

Serveres med cremefraiche rørt med vaniljepulver, kanel og hakkede mandler. :)

Kokosomelet..

En rigtig lækkerbisken med inspiration fra Xenia! Jeg brugte tre æg i min og fik to omeletter, og jeg blev rigelig mæt af den ene – så er du advaret! ;)
Jeg spiste min kokosomelet med lidt hindbærcoulis indeni og også lidt rørt sammen med flødeskum. Ovenpå røg en håndfuld blåbær og kokosflager. :)

SONY DSC

Opskrift – Kokosomelet:
2-3 æg
1 sjat piskefløde
1 spsk. fint kokosmel (kokosfibre)
1 tsk. Fiberhusk (eller 2 tsk. Alm. HUSK)
1 spsk. Sødning efter smag (jeg brugte sukrin gold)
½ tsk. vaniljepulver
Kokosolie til stegning

Rør ingredienserne sammen i en skål og steges gylden i kokosolie. Spis med dit yndlingstilbehør. :)

Kanelomelet..

Denne opskrift fandt jeg hos frk. Sveske, og hvis du savner din søde morgenmad, så er denne kanelomelet et godt bud. Den smager lækkert og er utrolig mættende.
Jeg spiste min omelet med Stevia-nutella. Jeg undskylder for det røvsyge billede! Det smager langt mere appetitligt end det ser ud! :P

SONY DSC

Opskrift – Kanelomelet:
2 æg
1 sjat fløde (eller koksmælk)
1-2 tsk. Kanel
1-2 spsk. sødning (jeg brugte sukrin gold)
1 spsk. fint kokosmel (kokosfibre) eller mandelmel
2 tsk. HUSK
Kokosolie eller smør til stegning

Pisk alle ingredienser sammen i en skål og steg omeletten i smør/kokosolie ved middelhøj varme.
Serves med stevia-nutella, nøddesmør, fløde, friske bær eller hvad du nu har lyst til.. :)