Jeg var jo ret glad for mine macadamiavafler. Synes virkelig de var lækre – og ikke mindst utrolig simple at gå til. I like.. ;) Derfor fik jeg lyst til at lave en pandekageversion, da jeg er ret begejstret for pandekager. Jeg kan godt lide at lave en ordentlig røvfuld, og så fryse dem ned med mellemlagspapir imellem. Det har virkelig reddet morgenmaden nogle morgener! :P
Jeg spiste mine pandekager med en omgang fed chokoladecreme. Jeg lavede min aftenen inden, hvilket gjorde, at det havde fået en lækker nutella lignende konsistens, som smeltede over de varme pandekager. Det var super lækkert! Men man kan altså sagtens lave cremen samme dag, og nyde den som en tyndere chokoladesovs. Mums! :)
Jeg gav mit sukrin gold en tur i en kaffekværn, da jeg oplevede at cremen havde en smule knas, da jeg første gang lavede det. Det gjorde ikke mig noget, men det er jo ikke sikkert alle synes at det er lige sjovt.. :P
Desuden røg der en klat hjemmegjort jordbærsylt på toppen – jeg foretrækker det friske sammen med det fede.. ;)
Opskrift – Macadamiapandekager (12-14 stk.):
125g. saltede macadamianødder
3 æg
2 spsk. sukrin gold
½ tsk. vaniljepulver
1 dl. piskefløde
1 tsk. fiberhusk (den gule)
Del æggene i hhv. blommer og hvider. Piske hviderne stive. Blend macadamianødder i en minihakker og tilsæt dem æggeblommerne. Tilsæt de resterende ingredienser til blommerne og pisk det igennem med en elpisker. Vend dejen forsigtig med de piskede æggehvider.
Kom smør på en varm pande, kom et par små klatter dej på panden og steg de små pandekager.
Opskrift – chokoladecreme:
2 store spsk. kokosolie
1 – 2 spsk. kakao
1 spsk. sukrin gold (pulveriseret)
1 dl. piskefløde
Smelt kokosolie i en gryde. Tilsæt kakao og sukrin gold og rør det godt rundt. Tilsæt piskefløde og rør til du har en lækker ensartet masse.
Serveres varm eller efter en tur i køleskabet.