4 x inspiration til frokosten..

1. Frokost. En af dem med lidt af det hele: Feta/chorizodeller, bagte cherrytomater, kålsalat med syltede rødløg, melon og mayo.

frokost 1

2. Frokost: En rest bøf, tomatsalt og rød spidskål med avocado og blåbær.

frokost 2

3. Frokost: Kålatsalt med en rest kylling og masser af mayo.

frokost 3

4. Frokost: Kyllingelår med tomatsalat.

frokost 4

Et hængeparti om überstriks LCHF (Skaldemans LCHF) inkl. maddagbøger

Nå, men jeg har jo lige et hængeparti omkring mine oplevelser på min uge med meget striks LCHF (Skaldemans LCHF), som jeg har skrevet om her. Begrebet er ikke noget nyt begreb, men det fik nyt liv, da to svenske bloggere (LCHFingenjören og Anna’s LCHF) startede en 100 dages challenge med ekstrem striks LCHF. Til formålet oprettede de en Facebook gruppe, der i skrivende stund har knapt 10.000 medlemmer. I kølvandet på deres spin på Skaldemans LCHF, opstod der en heftig debat i Sverige: Hvad er rigtig LCHF? Er det en kost, der hovedsagligt består af fedt og hvor grøntsagerne holdes på et minimum eller skal man først og fremmest fylde på med grøntsagerne? Denne pennefejde på diverse svenske blogge, beskrev kostdoktoren som ”Krigen om Skaldemans LCHF”. I mit seneste indlæg kommer jeg selv med mit bud til debatten. Og ja, jeg er rimelig forsonende i min udlægning. ;)

I virkeligheden stammer begrebet Skaldemans LCHF fra Sten Sture Skaldeman, der for ca. 15 år siden tabte sig 70 kilo med LCHF, og som siden har skrevet adskillige bøger om emnet. Faktisk er han en af pionererne inden for LCHF,

Sammen med Annika Dahlqvist og Mats Forsenberg har Sten forsøgt at definere, hvor mange kulhydrater man kan spise for at det kan kaldes LCHF (kilde).

Striks LCHF:
Max 2% af energiindtaget skal komme fra kulhydrater. Hvis du spiser 2000 kalorier om dagen må du derfor spise 10 gram kulhydrat.

Normal LCHF:
Max 5% af energiindtaget skal komme fra kulhydrater. Hvis du spiser 2000 kalorier om dagen må du derfor spise 25 gram kulhydrat.

Liberal LCHF:
Max 10% af energiindtaget skal komme fra kulhydrater. Hvis du spiser 2000 kalorier om dagen må du derfor spise ca. 50 gram kulhydrat om dagen. Dette er den over grænse for LCHF.

Kulhydratreduceret kost:
Maximalt 20% af energiindtaget kommer fra kulhydrater. Her kan kosten ikke længere kategoriseres som LCHF.

Hvis du har lyst til at udregne fordelingen af energien i din kost efter Skaldemans ratio, kan du gøre det her.

skaldeman collage 2

I mit forsøg med Skaldemans LCHF forsøgte jeg også at ramme denne gyldne grænse på ca. 2% kulhydrat. Og det var til tider noget af en prøvelse! De fleste dagene lå jeg nærmere 3-5% kulhydrat om dagen.

Helt naturligt nærmede min kost sig en mejerfri udgave, da der ikke var plads i regnskabet til kulhydraterne fra mælkeprodukterne. Til gengæld tyede jeg til mayonnaise og smør, når jeg skulle ’fedte min mad til’. ;) Men jeg må indrømme, at det var noget nær umuligt for mig, at holde mig så langt nede i kulhydratindtag. Og det krævede mere end almindelig opfindsomhed fra min side. Især når proteinindtaget jo heller ikke skulle løbe løbsk. Mit grøntsagsindtag bestod derfor mest af agurk og icebergsalat, som hører til blandt de mest kulhydratfattige grøntsager, men også afstikkere som hvidkål og broccoli var at finde på min tallerken. :)

Derfor blev det til lidt gentagelser i min kost, simpelthen fordi jeg ikke var særlig opfindsom. Jeg er jo normalt ikke typen, der holder igen med løg eller lign., men lige pludselig stod jeg og vejede løgringe for ikke at få for meget! Det må have set fjollet ud! :P

Sidst på ugen måtte jeg også lave lidt søde sager, da jeg simpelthen trængte til nogle andre smagsnuancer i min mad. Især det søde! ;) Så jeg lavede macadamiavafler og pandekager (opskrift følger) – begge mejerifrie. For at banke fedtprocenten lidt op lavede jeg en omgang lemoncurd til at komme på dem. Og det var en dejlig afveksling. :)

Nedenfor kan du se eksempler på, hvad jeg spiste på en dag. Jeg brugte app’en Lifesum til at tracke min mad. Jeg ved ikke hvor pålidelig den er, men om ikke andet, så kan det da give et vist overslag. Maddagbøgerne vidner også om, at jeg ikke havde mange grøntsager på tallerknen i de dage, hvor eksperimentet stod på. Som sagt, så er jeg vist ikke så opfindsom, når der skal tælles.. ;)

Som sagt var det kun en kort flirt med den strikse LCHF – og det var interessant at afprøve – men jeg er vist mere en liberal type. ;)

Maddagbog I (Skaldemans LCHF)

Morgenmad: Smøræg (To kogte æg moses med 40 gram smør) med 6 bacon + en paleo pandekage med lemoncurd.

skaldeman 4

Frokost: 5 skiver bacon og 4 paleo pandekager. (intet foto)

Aftensmad: Hvidkålsslaw (100 gram hvidkål, 50 gram mayonnaise og lidt sennep) og 100 gram pulledpork toppet med 20 gram smør.

skaldeman 3

Dagens indtag lød på 2106 kalorier, som fordelte sig således: 88 gram protein (17%), 10 gram kulhydrat (2%) og 186 gram fedt (81%).

 

Maddagbog II (Skaldemans LCHF):

Morgenmad: Røræg med chorizo og pesto.

skaldeman 2

Frokost: ”Pasta” carbonara lavet med proteinpasta.

skaldeman 1

Aftensmad: ½ portion ”Pasta” carbonara + 2 ½ paleo pandekage. (intet foto)

Dagens indtag: 2345 kalorier, som fordelte sig således: 91 gram protein (16%), 16 gram kulhydrat (3 %), 212 gram fedt (81%).

Om LCHF og dets ‘sandheder’..

Kære læsere

Det er med en smule uro i maven, at jeg trykker udgiv. Håber ikke, at jeg fornærmer nogen med mit følgende indlæg, for det er bestemt ikke meningen. Men jeg har lige brug for at vende nogle tanker med jer. Og så er det som om, at ’jeg skal af med dette indlæg’ inden jeg kan puste liv i min blog igen. Den er sgu gået rimelig død, der erkender jeg. :P

Jeg beklager virkelig stilheden her på bloggen. Jeg må indrømme, at jeg ikke har haft den store lyst til at blogge, og mit sidste ’rigtige’ indlæg, der handlede om mine lille flirt med Skaldemans LCHF, gjorde det sidste udslag.

Allerede kort tid efter jeg havde trykket på udgiv knappen var jeg utilfreds. Utilfreds over mine egne formuleringer. Jeg blev rigtig irriteret på mig selv, da jeg synes det indeholdte de fordømmende og moraliserende undertoner, som jeg selv bliver frustreret over at møde, når det handler om kost. Til at beskrive mine erfaringer med Skaldemans brugte jeg ord som ’trist’ og ’kedelig’, og at det ikke var noget man ’gad i længden’. Og den slags skurer virkelig i mine ører, da jeg gennem min subjektivitet derved taler denne version ned.

Men jeg er dog stødt på flere, der omtaler Skaldemans LCHF som en slags ’ukorrekt LCHF’, der ikke har noget med LCHF at gøre. Men det gør det jo ikke mere okay, at jeg så stemmer i dette udsagn. Jeg bryder mig ikke om, når der går ’patent på sandheden’ i den, og jeg mener faktisk at ’LCHF’ som begreb er rummelig nok til at kunne rumme forskellige variationer. Striks såvel som liberal. Intet er bedre eller mere korrekt end andet. Og for nogen er en striks Skaldemans LCHF lige præcis det, der virker for dem – og hurra for det! :)

Definitionen på LCHF ligger i navnet: det er Low carb high fat. Der hører ikke et 50 siders manifest eller en brugsvejledning med, der siger at madvarer max må indeholde 5 gram kulhydrat pr. 100 gram, at ens daglige indtag af fedt skal være minimum 80% eller andre lignede levedygtige LCHF regler. Jovist, disse retningslinjer kan være utrolig brugbare, når man starter på en ny livsstil, hvor usikkerheden præger én. Og det kan være et rigtigt fint udgangspunkt, når man skal træde sine barnesko i den fagre nye LCHF verden. Men jeg synes ikke de behøver at være faste leveregler, man ikke kan afvige fra. Så bliver det ikke en livsstil for mig, så bliver det en hæmsko. Og det skulle jo gerne være noget man kan holde fast i hele livet, ikke? :)

Denne rigtig/forkert eller go/no go tendens kan godt bekymre mig en smule. Jeg synes, det forsimpler fødevarernes næring og gode egenskaber. Jeg mener, at der er en fare for, at man let kan komme til at dæmonisere grøntsager, hvis de gøres ’usunde’ i en bestemt optik. Hvis en eller anden usynlig grænse på 5 gram skal afgøre, hvorvidt en grøntsag er god eller forbudt, så synes jeg, denne bliver tillagt for meget værdi. Jeg har oplevet folk, der forsagede rosenkål af selvsamme årsag!

Når der opstår konsensus omkring, at noget er det ‘rigtige’ betyder det jo også at noget er ‘forkert’. Og det kan jeg da også mærket her på bloggen. Derfor tikker der også ofte beskeder ind a la ”Du spiser ikke rigtig LCHF”, ”Du forvirrer nye, når du spiser majs og gulerødder”, ”Banan har ikke noget med LCHF at gøre” – ja, I forstår nok hvad jeg mener… ;) Det er bestemt ikke fordi, jeg ikke kan tåle kritik. Det kan jeg sagtens. Faktisk holder jeg mægtig meget af, at folk giver deres besyv med. Men det bliver dog lidt vanskeligt for mig, at komme med brugbare svar på den slags kommentarer, så jeg ender ofte ud i ”Jamen jeg kan jo godt lide gulerødder”- agtige svar. Ja ja. Meget brugbart svar, ikke sandt? ;) Men som jeg har sagt mange gange før, så er der plads til alle grøntsager i mit køkken. :)

LCHF er en livsstil – derfor skulle du gerne kunne leve med den!
Ergo skal din kost ikke forhindre dig i at deltage i sociale begivenheder eller lignende. Jeg får da også af og til kommentarer og mails om, hvad man skal gøre, hvis man er ude i sociale sammenhænge, hvor man ikke selv har en finger med i alle dele af tilberedningen af maden. Her må igen sværge til en lidt mere loose tilgang. Jeg har bestemt ikke lyst til at takke nej til min nieces fødselsdag, bare fordi der går børnefødselsdag i menuen. Jeg tager bare selv noget LCHF venligt brød med. Og ja, nogen gange smager jeg da også på kagen! :P LCHF kan da også sagtens tilpasses, men det kræver også at man er villig til at gå lidt på kompromis. Men jeg synes ikke, at en kost skal lægge en dæmper på en sociale liv. Så må man gebærde sig på bedste vis. :)

Hvis værtinden serverer lasagne, spøger jeg pænt om det er okay at jeg piller pladerne fra, ’da jeg får det lidt skidt af hvedemel’. Jeg har endnu ikke oplevet en værtinde, der er blevet fortørnet over dette. I stedet tager jeg lidt ekstra af salaten og kaster rigeligt med dressing ovenpå. Jeg er bestemt heller ikke for fin til at spørge, om jeg må få smør til min mad. Og ja, de fleste har kun kærgården – men det overlever man også.
Hvis dine unger plager om at kommer på Jensens Bøfhus for at få softice, ja så klarer man også sagtens det på LCHF. Vælg et stykke kød og spis løs af salatbaren og skid hul i, om der er tilsat en smule sukker i deres pesto. Jeg lover dig, du overlever også dette. ;)

Min mening med dette er blot at illustrere, at man ikke behøver at gøre det mere besværligt end det er. Eller få dårlig samvittighed over, at man ikke kan leve op til et kost ideal grundet eventuelle ’svipsere’. Alle er velkommen i LCHF – uanset ambitionsniveau. Man skal ikke føle sig som en dårlig LCHf’er, hvis man ikke laver al sin mayonnaise fra bunden eller lige smækker sin egen pesto sammen i en ruf. Som kom du bare med i hulen, Mulle. :)

Måske har jeg bare en aversion mod for mange regler. Det trives jeg ikke så godt med, fordi det for mig betyder, at hvis man træder ved siden af, så er man forkert på den. Det kan hurtigt blive en ond spiral: ”At jeg gør noget forkert” ender pludselig med at være noget man hæfter på sin personlighed eller selvværd, sådan at det bliver til, at ”jeg er forkert”. Og det er altså lidt af en farlig glidebane! :/

Min pointe er, at hellere gøre det så godt man kan inden for rammerne, end slet ikke gøre noget. Og jeg tror på, at en kost uden for meget sukker og tilsætningsstoffer er godt ligegyldigt hvad, også selvom du har lidt svært ved at slippe et glas mælk, et halvt æble på din græske yoghurt eller hvad det nu kan være. At gøre lidt er bedre end at gøre ingenting, og man skal ikke føle sig som ’LCHF fiasko’ bare fordi man ikke er hardcore eller hvis man træder forbi en gang imellem. LCHF er først og fremmest god, nærende og naturlig mad – hvilket alle har godt af. Hvordan man så sammensætter må være op til en selv og hvad der føles godt i ens krop. :)

I virkeligheden er jeg nok også ret ligeglad med, hvilken kost folk spiser eller hvilken etikette man sætter på den. Så længe man er tilfreds med sit valg og har det godt. Jeg vil ikke prædike LCHF for alle, for jeg tror bestemt vi er forskellig indrettet. :)

Hvad med økologi og specialprodukterne?
Og når vi nu er i gang med at aflive myter: Økologi er ikke et must. Det er superfedt, hvis man gør sig i det økologiske, men man må gerne være med klubben, selvom man ikke spiser økologisk. ;) Jeg forsøger for så vidt muligt, at købe så meget økologisk som muligt, men det er bestemt ikke altid pengepungen rækker. Og så kommer regningerne altså først! Og så må man jo prioritere. Heldigvis spiser jeg mest grønt fra ’kål genren’, som jo ofte er til at komme i nærheden af rent økonomisk. Hvis man derimod skal ud og have fat i en masse forskellige og specifikke produkter, så bliver det jo straks dyrere. Hvis du gerne vil have meget økologi for pengene vil jeg anbefale dig LIDL, Føtex og Bilka, der ofte har dage, hvor man kan købe økologiske produkter med 25% rabat. Personligt er jeg rigtig glad for min lokale gårdbutik, der ret billig i forhold til supermarkederne. Eksempelvis koster en hel økologisk grønkål 15kr. eller du kan købe 30æg for 60kr.. Det kan vist ikke gøres meget billigere. Så mit råd er: opsøg dine lokale økologiske gårdbutikker, hvis du søger økologi på et stramt budget. Det kan altså godt lade sig gøre. :)

Det jeg elsker ved LCHF er, at det ikke kræver nogen specialprodukter, spøjse kosttilskud eller skemalagte måltider. Det er faktisk såre simpelt: du skal egentligt ’bare’ spise rigtig og naturlig mad. :)

Jeg har set et ugeblad markedsføre LCHF som ’kuren’, hvor man kan spise sig mæt i brød og kager!! Hold da op, der må være nogle journalister, der ikke har gjort deres researcharbejde ordentligt. I hvert fald har man forsøgt at sælge LCHF som en ny smart kur i stil med ”suppekuren” og lignende. Det kan vi vist godt bliver enige om, er ret langt fra udgangspunktet. Selvfølgelig kan man lave lækre kager med LCHF venlige ingredienser – hvilket jeg også af og til selv gør – men disse ting bør bestemt ikke være hoveddelen i en LCHF kost. Lad mig bare sige det sådan.. I den gængse madpyramide hører kage og godter til i toppen. Det gør det også på LCHF, så nogle ligheder har LCHF da med de offentlige sundhedsmyndigheders retningslinjer.. ;)

Nu må jeg hellere runde af…
Nå, kære læser. Hatten af for dig, hvis du er kommet hele vejen til bunden af dette indlæg. :) Jeg håber virkelig ikke, at jeg har stødt for mange undervejs. Det har i hvert fald ikke været min hensigt. I stedet har det været mit ærinde at synliggøre, at LCHF er vidtfavnende nok til, at vi alle kan være her – uanset pengepung, ambitionsniveau eller tolkning af energifordelingen.. ;)

Som sagt er definitionen på LCHF: low carb high fat. Og det lyder måske lidt hippieagtigt, men jeg synes at det er op til den enkelte at definere sine egen plads i denne skala og mærke efter, hvor høj fedt og hvor lav kulhydrat, der passer lige præcis til en. Jeg er ikke i tvivl om, at der vil være divergerende tendenser. Intet er mere rigtig end andet. Ingen har patent på sandheden. Det kræver ikke at man skal bestå en eksamen, inden man må kalde sig LCHF’er. ;)

Måske er jeg forkert på den? Hvad er dit syn på LCHF og dets uskrevne regler? Er jeg liiidt for liberal? :)

Tak fordi, du læste med. :)
KH. Katrine

Her har I mig tilbage.. :)

Og velkommen til alle de nye læsere – dejligt at ’se’ jer. :) Håber I hænger ved, også nu, hvor jeg rent faktisk begynder at blogge igen. :P

Ja, jeg beklager virkelig stilheden. Det skyldes ganske enkelt eksamenstravlhed. Jeg aftalte med mig selv, at jeg ville undgå for mange overspringshandlinger i perioden, derfor stilheden herinde. Det har samtidig betydet, at jeg heller ikke har læst med hos andre bloggere – de er nemlig også tidsrøvere! ;) Resultatet har været, at min bloglovin’ læseliste indeholdte mere end 400 ulæste indlæg! :/ Og jeg må bare indse, at dem får jeg ikke læst i denne omgang. Så må jeg bare holde mig orienteret på fremtidens indlæg i stedet. ;)

I stedet forsøgte jeg at opdatere lidt på min instagramprofil i eksamensperioden (du finder mig under navnet @lowcarblivsstil), men her var der også indimellem lidt langt imellem snapsene.

Nå, men ikke desto mindre, så har jeg jo fået knipset en del billeder i perioden og da også udarbejdet et par enkelte opskrifter. Og dem skal I selvfølgelig ikke snydes for.

Jeg starter nok i ’jordbær genren’, da jeg bl.a. har været ude og selv-plukke intet mindre end 15kilo jordbær til fryseren! Så det er med at få disse opskrifter på bloggen, inden jordbærsæsonen er ovre. ;)

Hermed et lille kluk fra mig – håber, I alle har det skønt og nyder sommeren. :)

KH. Katrine

Julegodter, julehygge og et styk heldig kartoffel.. :)

Julen er så småt begyndt at snige sig ind på mig og mit hjem. Jeg elsker jul, men jeg synes ofte at der går stress i den med deadlines, eksamener, indkøb mv. Men nu er jeg stort set færdig med at købe gaver, og kan nyde julen og dens hyggelige stemning lidt mere, nu hvor den del er af vejen. :)
Og ikke nok med at det er jul, så har jeg været så heldig at få lidt gaver på forskud. Jeg vandt nemlig Kähler konkurrencen ovre på Kathe og Ninas fine blog Ravfood, hvor jeg vandt det fine porcelæn på billedet, og som nu også er kommet i brug. Og det var en dejlig overraskelse – jeg vinder seriøst aldrig noget! :P
Mit bidrag til konkurrencen var min kokosfudge med lakrids/hindbærcoating, som jo selvfølgelig lige skulle have en renæssance på det nye porcelæn.. ;)

SONY DSC

Og så har jeg ellers været i gang med at bage og forsøgt mig lidt frem med lidt julegodter. Og indtil videre er det blevet til sprøde pebernødder og brunkager. Men jeg er bestemt ikke færdig med at jule i køkkenet endnu, og opskrifterne skal selvfølgelig nok ende på bloggen.. ;)

SONY DSC
Desuden blev det i dag til en kop lakridskakao efter en opskrift på Annes skønne blog. Jeg toppede min lakridskakao med hindbærflødeskum – for jeg elsker simpelthen lakrids/hindbær kombinationen – og det smagte himmelsk! :P Opskriften får lige et indlæg for sig selv – så er den lidt nemmere at finde i fremtiden.. ;)

SONY DSC

Men nu får I opskriften på fudgen endnu en gang – bare sådan for god ordens skyld. Lavede også nogle med brombærcoating i dag, ja mulighederne er jo uendeligt.. :)

Opskrift – Kokosfudge med forskellig coating.
100g. mørk chokolade (jeg brugte en 80%)
1 dåse kokosmælk (ikke light!)
50g. kokosolie
30g. piskefløde
½ tsk. vaniljepulver
Et par dråber sødning (jeg brugte flydende stevia)

En dåse kokosmælk sættes i køleskabet. Når det en kold, tager du den øverste del fra og putter det i en gryde. De resterende ingredienser tilsættes, og alle delene varmes langsomt op, til alt er smeltet og du har en ensartet masse – det må ikke koge. Smag til med flydende sødning efter smag. Beklæd en form med platsfilm i bunden (jeg brugte en silikone rugbrødsform – det gør det nemt at trykke fudgen ud, når den er afkølet) og hæld massen heri. Fudgen stilles på køl i nogle timer, evt. til næste dag – hvis du kan vente! ;) Når fudgen er helt kold, skæres den ud i små bidder som vendes i coating (evt. kokos eller hakkede nødder). Sættes på køl og spises kolde – direkte fra køleskabet. :)

SONY DSC

Opskrift – hindbærcoating:
40g. kokosmel (den grove)
1 spsk. Sukrin
1 spsk. Frysetørrende hindbær/pulver (jeg bruger denne)
Alle ingredienser hældes i en minihakker og blendes til et mellemgroft pulver.

Opskrift – lakridscoating:
40g. kokosmel (den grove)
1 spsk. Sukrin
1 spsk. Lakridspulver (jeg bruger denne)
Alle ingredienser hældes i en minihakker og blendes til et mellemgroft pulver.

Opskrift – brombærcoating:
40g. kokosmel (den grove)
1 spsk. Sukrin
1 spsk. brombærpulver
Alle ingredienser hældes i en minihakker og blendes til et mellemgroft pulver.

En LCHF venindekurv.. ;)

Imorgen fylder bedsteveninden 30år, og hun holder selvfølgelig stor fest. Min veninde er selv begyndt at flirte med LCHF, og synes det er spændende med de forskellige ting, der findes i mit køkken. Så foruden min rigtige gave til hende, har jeg idag været på rov i mit eget køkken og smækket en lille ekstra gave sammen til hende: en LCHF kurv. Da mange af varerne er ret dyre, synes jeg ligeså godt at hun kunne prøvekøre dem, inden hun selv går ud og investerer sine penge i det. Finde ud af, hvad hun synes om og hvad hun ikke synes om. Der er da også nogle af tingene, jeg aldrig kommer til at købe igen – hvem sagde cacaonibs?! :P

Her er hvad kurven bød på:

SONY DSC

Godt at man er en gemmer! Hold da op, hvor havde jeg mange små vaniljepulverdåser liggende! Jeg kunne jo have lavet ti kurve! :P Nå, men her blev det til guarjævning, carobpulver, lucuma pulver, hampefrø og raw cacaopulver:

SONY DSC

Så blev der ellers taget fat i mel/sukker skuffen: sesammel, kokosmel, hørfrømel, sukrin gold, kokossukker, ristede kokosflager, gojibær og cacaonibs.

SONY DSC

Så blev det til de ‘indkøbte’ produkter: mandelmel, husk, vaniljepulver, shiritakinudler og creamed coconut.

SONY DSC

Og da hun jo er et decemberbarn, fik jeg også lige bikset noget hjemmegjort julepynt sammen. Så bliver vi ligesom i temaet, ikke? :) En cirkelguirlande og lidt ophæng..

SONY DSC

.. Som faktsik også er fine bagpå. Fik jeg sagt, at jeg er tosset med bambier? :D

SONY DSC

Foruden tingene på billedet blev det også til chiafrø, mørk chokolade og agar agar – dem havde jeg sgu lige glemt i farten..! ;)

Et hængeparti.. Min fjerde uge på 5:2 diæten (afrunding og en masse tanker).. ;)

Puha, det er ved at være et stykke tid tiden, hva’? Er ked af den manglende opdatering herinde, men som sagt har jeg været plaget af en temmelig irriterende og uvirksom internetforbindelse. Men nu skulle der gerne være styr på det – for nu! :/ I mellemtiden har jeg så akkumuleret en masse opskrifter og billeder – så helt af helvede til, det er det trods alt ikke! ;)

Men først et hængeparti: min fjerde uge på 5:2 diæten.. Jeg vil gøre ligesom i de andre uge-indlæg og kort beskrive hvad jeg har indtaget på min fastedage, hvor jeg derefter vil jeg samle op på projektet. Og så må vi se, om du gider læse så langt.. ;)

 

MANDAG (7. Fastedag):

Jeg forsøgte endnu en gang blot at ty til ét måltid, og valget faldt på aftenmåltidet:

170g. courgette, 40g. chili pesto og 150 røget hamburgerryg. Da min mave rumlede voldsomt senere ud på aftenen, spiste jeg yderligere 75g. hamburgerryg.

Motion: 40min. cardio.

mandag 4 collage

mandag 4 indhold col

TORSDAG (8. fastedag):

80g. spidskål, 8g. grøn pesto, 70g. champignon, 70g. cherrytomat, 70g. kogt kyllingebryst, 3 skiver kalkunbacon.

Derudover ét LCHF pølsehorn (ny og forbedret version – opskrift følger.. ;) !! ).

Faktisk var ovenstående ikke det eneste jeg endte ud med at spise på min fastedag, men det vil du kunne læse mere om i det efterfølgende..

Motion: 40min. Cardio.

torsdag 4 collage

torsdag 4 indhold co

MINE ERFAERINGER MED 5:2 DIÆTEN… 

Jeg vil endnu en gang gøre opmærksom på, at jeg ikke har læst bogen om 5:2 diæten – jeg har blot orienteret mig på diverse blogs, fora og medieplatforme. Derfor kan der forventes en vis andel ’fejlmarginer’, da jeg ikke er fuldstændig inde i stoffet, men blot har skrabet i overfladen af 5:2. Men derfor har jeg alligevel gjort mig nogle erfaringer, som måske andre kan få glæde af, inden de giver sig i kast med at faste. Det er i hvert fald mit håb. :)

Alle kroppe er forskellige, så det op til det den enkelte at lytte til deres krop. Jeg mener virkelig LYTTE, og være opmærksom på dens signaler. Der er jo nok en grund til dem, ikke..? Husk kroppen er din medspiller – ikke modspiller! Dette fik jeg virkelig at føle på min egen krop undervejs i projektet..

Da jeg startede mit 5:2 projekt for en måneds tid siden, var det mest min sult, jeg kæmpede med. Derfor var min fremgangsmåde, at få mest muligt ud af mine 500 daglige kalorier og strategisk planlægge 3 måltider ud fra disse kalorier. Men jeg måtte erkende, at der ikke var meget mæthed i maden på denne måde, og jeg endte oftest ud med hovedpine. Efterfølgende forsøgte jeg mig med kun ét måltid, som jeg også var blevet tilrådet af en læser her på bloggen. Dette var klart mere givtigt for mig, og jeg lærte, at jeg sagtens kunne hoppe både morgenmad og frokost over, uden at jeg var ved at dø af sult.. Altså sådan var det i starten..

For en irriterende vane viste sit grimme hoved i min 3. og 4. Uge. En vane, jeg for længst havde lagt på hylden, igennem min LCHF livsstil. Småspiseri! Snacken! Chokoladetrang – you name it! Først troede jeg, at det blot var fordi jeg ikke fik tanket nok op på mine spisedage og dagene efter mine fastedage, men det var ligesom ikke bare det. Det var ikke nok. For det var ikke god gedigen (og fed!) mad jeg cravede, nej, det var søde sager og mad der ’mindede om kulhydrater’! First strike!! Jeg tror at jeg endte ud med at spise 2-3 plader mørk chokolade på mine sidste to uger i projektet – chokolade, som vel at mærke, havde ligget i mit skab længe, uden at det fristede?  Og her burde mine indre alarmklokker for alvor have ringet! Tænk at jeg havde sat mit stabile blodsukker over styr?!

Nå, men jeg ville ikke lade mig slå ud, og fortsatte projektet. For fa’en, det kunne da ikke passe, at jeg ikke kunne klare 4 uger på sådan en sølle diæt?

Torsdag morgen, min 8. Fastedag, vågnede jeg op med ondt i halsen og utilpashed. Inden jeg lagde om til LCHF, tilranede jeg mig gerne en omgang influenza et par gange om året, men efter mit skifte til LCHF, har jeg ikke på et tidspunkt været syg. Og jeg runder snart mit 1 års dag. Jeg trænede og håbede at utilpasheden ville gå væk. Jeg spiste et pølsehorn til frokost (ja, det var en prøvesmagning..) og til aften spiste jeg en salat med kylling. Og jeg fik det bare værre og værre! Second strike!! Så besluttede jeg mig endelig for at lytte til min krop, og lade mig ’snuble’ lige her ved målstregen. Og så spiste jeg – lige det jeg havde lyst til!

Næste morgen fejlede jeg ingenting. Alle symptomer på ’sygdom’ var væk. Så måske var det ikke en hel dårlig idé, det der med at lytte til kroppen?

Disse oplevelser og andre dele af forløbet har virkelig været en øjenåbner for mig. For min snacken var ikke den eneste vane, der viste sit grimme ansigt: Kaloriertælling! Gud, hvor har jeg talt mange kalorier i mit liv. Og jeg kunne mærke at min ’tal besættelse’ viste sig igen. Eftersom jeg ville dokumentere al min gøren og laden her på bloggen, besad jeg pludselig den gamle form for kontrol over min mad, som har været kendetegnet for mig så ofte før. At skulle veje, tælle og indtaste sin mad, virkede som en gammel bekendt, der hurtigt satte sig i min bevidsthed igen. Det føltes trygt. Jeg mærkede ikke efter om jeg var sulten eller mæt, jeg spiste det der var kommet på min tallerken, for nu havde jeg jo vejet af og vidste præcis hvor mange kalorier det indeholdt osv. Totalt sidespor! Kaloriertælling er en grim gammel vane, som er svær at slippe af med, og som jeg kæmpede voldsomt med, da jeg lagde om til LCHF – og fand’me om jeg ikke godvilligt havde inviteret den indenfor igen? Det er bare for dumt! Strike three! Gudskelov sagde jeg selv fra i tide, og droppede alt min tællen på spisedagene..

Så nu sidder jeg her, en uge efter jeg sluttede projektet.. Og jeg føler faktisk, at jeg stadig kæmper med nogle af efterdønningerne af 5:2. Bl.a. sukkertrangen/små-snackeriet. Heldigvis er jeg ikke faldet i kulhydratfælden, forstået på den måde, at jeg ikke craver brød, pasta eller lign. Det er mere det der små-spiseri, jeg ikke føler jeg har styr på endnu.. :/

Men hvad så med resultaterne? Da jeg to uger inde i projektet vejede mig, viste vægten et minus på 3,8kg. og minus 10 cm. på kroppen. Da jeg steg på vægten i mandags havde jeg 1,1kg. på, og havde altså efter 4 uger på 5:2 et samlet vægttab på 2,7kg. Det ville være løgn at påstå, at jeg ikke var en smule skuffet over at se, at det var gået den forkerte vej, men jeg ved ikke rigtigt hvad jeg ellers kunne forvente, når jeg trods alt havde kørt 2-3 plader mørk chokolade indenbords? ;)

Til gengæld var der gevinst på centimeterbåndet, hvor jeg havde smidt knapt 25 cm. fordelt på kroppen – og det er sgu da værd at tage med! :) Spørgsmålet er så, om centimeter resultatet skyldes 5:2 diæten eller om jeg kunne have opnået det samme på striks LCHF? For når jeg tæller sammen, så har jeg dyrket lige knapt 25 timers motion i løbet af de 4 uger, i form af aerobic, bodytoning, vægttræning og styrketræning (planken, squats, lunges, plié, mv.). Desuden har jeg gået ture, som ikke et indberegnet. Så spørgsmålet er, om det faldende antal cm. omkring min mås skyldes 5:2, eller det skyldes den massive mængde squats? Av av! ;)

Mit vigtigste råd, som følge af min lille flirt med 5:2 er, som jeg også startede ud med at skrive, at du skal lytte til din krop! For nogen, betyder faste fornyet energi og askens positive gevinster. Og hvis det er sådan for dig, så klø på! :) Dette gælder ikke for mig, og som sagt, så tror jeg ikke at mine positive målbare resultater er sket som følge af 5:2 alene – jeg er af den overbevisning, at det i lige så høj grad er motionen, der har gjort sig gældende..

Jeg tør desuden slet ikke at tænke på, hvor fucked up (undskyld mit fransk) mit blodsukker/velvære ville have været, hvis ikke jeg var ’fedtdreven’ i forvejen, eller hvis jeg lige kom direkte fra en kaloriefattig diæt? I så fald, tror jeg ikke skaderne kunne holdes nede på 2-3 plader mørk chokolade. Der kunne man havde frygtet en seriøs rutsjetur i slik, kulhydrater og overspisning på spisedagene!! :/ Så ha’ lige dette in mente inden, hvis du kaster dig ud 5:2.. :)

Jeg kan kun græmmes over, at jeg ikke var god nok til at lytte til min krop og dens signaler. Den gav mig jo rigeligt af advarsler undervejs! Jeg skulle have sagt fra noget før, inden alle de dårlige mønstrer kom op i mig igen. Til gengæld har det virkelig givet mig mulighed for at mærke, hvor godt min krop trives på LCHF, og hvor hurtigt min krop trods alt kvitterer med velvære – så længe jeg passer godt på den. LCHF er bare det rigtige for mig! Bum, så er det sagt! ;)

Nå, det blev til et forbandet langt indlæg fra min side. Jeg håber ikke, I er faldet i søvn? ;) Og så er jeg forhåbentligt tilbage helt som sædvanligt igen i morgen – helt uden internet-k

Min tredje uge på 5:2 diæten…

Jeg vil gøre det ganske kort, og gemme resultaterne til næste uge. Supsense, og alt det der.. ;) Okay, måske er det lidt lyv.. Jeg må indrømme at alt det tælleri, vejen mad og tasten ind gav mig seriøs fnidder! Så inden jeg drev mig selv helt til vanvid, besluttede jeg at droppe det. Altså.. Jeg dropper ikke 5:2 projektet – har stadig en uge igen – men dropper al min dokumentation af min gøren og laden på mine spisedage. Nu har I jo også set hvordan jeg spiser til dagligt, så der er ikke rigtig noget nyt under solen der alligevel. ;)

Derfor må I nøjes med indholdet og de dertil knyttede observationer til mine fastedage, som jo egentligt også er de væsentlige i det hele.. Og ja, jeg gemmer som sagt resultatet til næste uge, hvor jeg runder projektet af. :)

MANDAG:

Mandag blev ugens første fastedag, og jeg holdt mig igen til to måltider.

Morgenmaden var en klassiker: 1 blødkogt æg, 100g. skyr, 100g. cheasey hytteost og 60g. blåbær = 233kcal.

Aftensmad: carpaccio af 40g. rucola, 60g. bresaola og 40g. parmesan = 259kcal.

Dagen gik super fint, jeg trænede som vanligt, drak en masse og alt var tip top. Indtil aften. Så ramte en gigantisk hovedpine mig, som faktisk varede langt ind i tirsdag. Dette fik mig seriøst til at tvivle på projektet…

Motion: 40min. cardio/bodytoning

Mandag 3 collage

mandag 3 indhold

TORSDAG:

Torsdag blev ugens anden fastedag, og jeg må indrømme at frygten for endnu en omgang hovedpine sad i mig. Så jeg forsøgte mig med kun ét måltid, for at se om det kunne gøre nogen forskel.

Så kl. 16.30 indtog jeg en pizza omelet af 2 æg, 130g. squash, 15g. piskefløde, 15g. pesto, 25g. chorizo og 20g. parmesan. Dertil en anelse smør (5g.) til stegning.

Dagen gik meget bedre, og jeg oplevede ikke noget ubehag på trods af træning. Så måske er ét måltid vejen frem? :)

Motion: 40min. cardio/bodytoning

torsdag 3 collage

torsdag 3 indhold

Her på falderebet vil jeg nævne en lille erfaring, jeg har gjort mig. Det er mindst ligeså vigtigt for mig, at ”tanke fedt” dagen efter en fastedag, som det er dagen inden. Efter torsdagens faste, spiste jeg fredag morgen en forholdsvis lille (og ikke så ”fedtet”) morgenmad: to blødkogte æg + en humpel emmentaler. Og så gik der en 8-9 timer før jeg spiste igen, hvilket jeg normalt sagtens kan gå. Men her kunne jeg mærke, at mine depoter var ved at være langt nede! Så jeg tyede til den mørke chokolade, hvor der røg en halv plades penge indenbords. Ups.. Det var ikke en decideret slem sult-følelse, men mere en følelse af at ”mangle noget”, også på trods af en stor portion aftensmad efterfølgende. Ja ja, så ved jeg det til en anden gang: husk at tanke ordentligt op med fedt!

Min anden uge på 5:2 diæten…

Så blev det uge nummer to på 5.2 diæten for mit vedkommende. Jeg har indgået en aftale med mig selv, at jeg ville give den et forsøg i en måned, ellers ville jeg ikke føle jeg kunne udtale mig nok om det. Og ofte sker der jo det, at kroppen lige skal vænne sig til forandringerne. Prøv at forestille sig, at jeg havde givet op den første uge på LCHF, hvor jeg havde hovedpine, var træt og konstant gnaven! Så havde jeg aldrig oplevet den nærmest utopiske tilstand, der fandtes på den anden side, i form af stabilt blodsukker, ingen migræne, mindre lyst til sukker, tabte kilo… ja, listen er lang.. ;)

Jeg kan mærke, at fastedagene er begyndt at smitte lidt af på mine almindelige spisedage, forstået på den måde, at jeg spiser færre måltider. Faktisk er jeg begyndt at spise min morgenmad senere, de dage, hvor min hverdag tillader det.
Og så er jeg begyndt at træne på tom mave, noget jeg aldrig har praktiseret før. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid haft en idé om, at jeg skulle træne på ’fuld tank’, for overhovedet at kunne gennemføre. Dette har jeg fået manet i jorden, da jeg tilsyneladende klarer mig ligeså fint på tom mave. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have haft det på samme måde, hvis jeg spiste almindelig kulhydratrig mad. For da jeg gjorde det, oplevede jeg, at jeg var sulten fra det øjeblik jeg vågnede. Nu kan jeg godt vente flere timer, før jeg behøver spise morgenmad, hvilket ofte resulterer i, at min morgenmad bliver en morgenmad/frokost kombination.

Anden uge er forløbet noget bedre end den første, og jeg er efter råd, gået fra tre måltider til to måltider på min fastedage. Dette har klart forbedret mine dage, og jeg har ikke følt den samme sult, da jeg kunne nyde lidt større måltider. Derudover har jeg været ekstra opmærksom på at drikke rigeligt med væske og få nok salt. Jeg er typen, der virkelig kan mærke, når jeg mangler salt!

Jeg har i denne uge valgt, at gøre ligesom i sidste uge, og simpelthen dokumentere al min gøren og laden. Mest fordi jeg er født skeptiker, og gerne vil se ’synlige’ beviser på, at andre ting kunne spille ind på et evt. vægttab mv. Derfor får I også et indblik i alt, så I kan så en fornemmelse af evt. usikkerheder i projektet. Og hvis nogen af jer har været i gang med 5:2 diæten længe, så kan I jo også komme med gode råd, hvor jeg skal tweake min kost, osv. :)

MINE OPLEVELSER I MIN ANDEN UGE PÅ 5:2 DIÆTEN:
MANDAG (2):
Morgenmaden blev en klassiker: røræg med ost.
Aftensmaden: en proteinbolle fra LIDL med coleslaw og pulled pork.
Desuden snacks i form af en håndfuld macadamianødder, en håndfuld pistacienødder og en tyk skive emmentaler.

Motion: 40min. cardio/bodytoning.

Mandag 2 collage

mandag 2 inhold

TIRSDAG (2):
Morgenmaden var igen en omgang røræg med ost.
Aftensmaden var lidt tøm køleskabet: lidt coleslaw, pulled pork, 4 skiver bacon, et par skiver emmentaler og en klat pesto.
Aften snack, da jeg kunne mærke, at jeg skulle tanke lidt fedt op, inden morgendagens faste: de allersidste rester coleslaw og pulled pork. ½ agurk, 1 lille håndfuld macadamianødder og 30g. mayonnaise rørt med hvidløg.

Motion: 40min. cardio/bodytoning, 10 min. let – moderat styrketræning, og yderligere 40min. cardio/bodytoning.

Tirsdag 2 collage

tirsdag 2 indhold

ONSDAG (2):
Ugens første fastedag: 1 blødkogt æg og 100 g. cheasey hytteost og 100 g. skyr – rørt med vaniljepulver og sødning. Ovenpå: 50 g. blåbær.
Aftensmad: Tomatsuppe, 50 g. hytteost og 4 skiver kalkunbacon.
Dagen gik super godt, og jeg havde ingen problemer med at træne eller med at styre min sult. Min nat var dog utrolig urolig. Ved ikke om det havde noget med faste at gøre, da jeg jo ikke følte sult, men ikke desto mindre var min krop lidt irriterende om natten.. ;)

Motion: 40min. cardio/bodytoning.

onsdag 2 collage

onsdag 2 indhold

TORSDAG (2):
Morgenmad: Osteæg med 4 skiver bacon.
Aftensmaden var plukket kylling, baconbagte bønner og champignonflødesovs. Ikke så længe siden jeg fik denne ret sidst, men jeg har også drømt om at få det igen lige siden.. ;)
Fik desuden et stor stykke citronkage + 20 g. macadamianødder.

Motion: 40min. cardio/bodytoning.

Torsdag 2 collage

torsdag 2 indhold

FREDAG (2):
Jeg sprang morgenmaden over, og fik meeeget sen frokost, sådan hen ad 15 tiden. Der fik jeg kylling, baconbagte bønner, mozarella/tomat/bacon salat, pesto og mayonnaise.
Til aftensmad (!!) Fik jeg råcreme med friske bær og 3 oopsies. Suveræn aftensmad.. ;)
Desuden spiste jeg en håndfuld macadamianødder og et stykke emmentaler.

Motion: 40min. cardio/bodytoning.

Fredag 2 collage

fredag 2 indhold

LØRDAG (2):
Da jeg alligevel havde en hjemmelørdag, bestemte jeg mig for at gøre denne dag til ugens anden fastedag.
Morgenmaden blev en efterhånden klassisk fastemorgenmad: skyr/hytteost med bær + et blødkogt æg.
Aftensmaden blev to oopsies med en anelse pesto, lidt rucola, plukket kylling og 3 skiver kalkunbacon.
Igen en dag uden de store problemer, og jeg begyndte at mærke fastens lethed og energi. :)

Motion: 40min. cardio/bodytoning.

lørdag 2 collage

lørdag 2 indhold

SØNDAG (2):
Jeg var modig, og kastede mig ud i en omgang kokosgrød inspireret af denne fine blog. Jeg er glad for at jeg valgte at toppe min kokosgrød med granatæble og smør, da det sure og salte fra disse modvirkede tyngden i kokosgrøden. Kunne godt forestille mig, at det ville være lidt for vammelt for mig i længden ellers.. Men det smagte fantastisk, og bestemt ikke sidste gang jeg kaster mig ud i den grød. Et skønt alternativ til mine vanlige morgenæg. :)
Aftensmaden blev en omgang brændende kærlighed med blomkålsmos.
Desuden spiste jeg en oopsie med smør og spegepølse, et par skiver emmentaler og 2 LCHF popcakes (ikke afbilledet – opskrift følger).

Motion: 40min. cardio/bodytoning.

Søndag 2 collage

søndag 2 indhold

RESULTAT:
Hvordan er det så gået i denne uge? Jo, jeg har tabt yderligere 1,6kg. (3,8 i alt på to uger) og også smidt 5cm. denne gang – 2 af dem omkring barmen (Oh, no!).

Det er lidt svært, at blive ved med at være super kritisk, når der nu er ret så umiddelbare og målbare resultater.. Ja ja, fortsættelse følger.. ;)