Om LCHF og dets ‘sandheder’..

Kære læsere

Det er med en smule uro i maven, at jeg trykker udgiv. Håber ikke, at jeg fornærmer nogen med mit følgende indlæg, for det er bestemt ikke meningen. Men jeg har lige brug for at vende nogle tanker med jer. Og så er det som om, at ’jeg skal af med dette indlæg’ inden jeg kan puste liv i min blog igen. Den er sgu gået rimelig død, der erkender jeg. :P

Jeg beklager virkelig stilheden her på bloggen. Jeg må indrømme, at jeg ikke har haft den store lyst til at blogge, og mit sidste ’rigtige’ indlæg, der handlede om mine lille flirt med Skaldemans LCHF, gjorde det sidste udslag.

Allerede kort tid efter jeg havde trykket på udgiv knappen var jeg utilfreds. Utilfreds over mine egne formuleringer. Jeg blev rigtig irriteret på mig selv, da jeg synes det indeholdte de fordømmende og moraliserende undertoner, som jeg selv bliver frustreret over at møde, når det handler om kost. Til at beskrive mine erfaringer med Skaldemans brugte jeg ord som ’trist’ og ’kedelig’, og at det ikke var noget man ’gad i længden’. Og den slags skurer virkelig i mine ører, da jeg gennem min subjektivitet derved taler denne version ned.

Men jeg er dog stødt på flere, der omtaler Skaldemans LCHF som en slags ’ukorrekt LCHF’, der ikke har noget med LCHF at gøre. Men det gør det jo ikke mere okay, at jeg så stemmer i dette udsagn. Jeg bryder mig ikke om, når der går ’patent på sandheden’ i den, og jeg mener faktisk at ’LCHF’ som begreb er rummelig nok til at kunne rumme forskellige variationer. Striks såvel som liberal. Intet er bedre eller mere korrekt end andet. Og for nogen er en striks Skaldemans LCHF lige præcis det, der virker for dem – og hurra for det! :)

Definitionen på LCHF ligger i navnet: det er Low carb high fat. Der hører ikke et 50 siders manifest eller en brugsvejledning med, der siger at madvarer max må indeholde 5 gram kulhydrat pr. 100 gram, at ens daglige indtag af fedt skal være minimum 80% eller andre lignede levedygtige LCHF regler. Jovist, disse retningslinjer kan være utrolig brugbare, når man starter på en ny livsstil, hvor usikkerheden præger én. Og det kan være et rigtigt fint udgangspunkt, når man skal træde sine barnesko i den fagre nye LCHF verden. Men jeg synes ikke de behøver at være faste leveregler, man ikke kan afvige fra. Så bliver det ikke en livsstil for mig, så bliver det en hæmsko. Og det skulle jo gerne være noget man kan holde fast i hele livet, ikke? :)

Denne rigtig/forkert eller go/no go tendens kan godt bekymre mig en smule. Jeg synes, det forsimpler fødevarernes næring og gode egenskaber. Jeg mener, at der er en fare for, at man let kan komme til at dæmonisere grøntsager, hvis de gøres ’usunde’ i en bestemt optik. Hvis en eller anden usynlig grænse på 5 gram skal afgøre, hvorvidt en grøntsag er god eller forbudt, så synes jeg, denne bliver tillagt for meget værdi. Jeg har oplevet folk, der forsagede rosenkål af selvsamme årsag!

Når der opstår konsensus omkring, at noget er det ‘rigtige’ betyder det jo også at noget er ‘forkert’. Og det kan jeg da også mærket her på bloggen. Derfor tikker der også ofte beskeder ind a la ”Du spiser ikke rigtig LCHF”, ”Du forvirrer nye, når du spiser majs og gulerødder”, ”Banan har ikke noget med LCHF at gøre” – ja, I forstår nok hvad jeg mener… ;) Det er bestemt ikke fordi, jeg ikke kan tåle kritik. Det kan jeg sagtens. Faktisk holder jeg mægtig meget af, at folk giver deres besyv med. Men det bliver dog lidt vanskeligt for mig, at komme med brugbare svar på den slags kommentarer, så jeg ender ofte ud i ”Jamen jeg kan jo godt lide gulerødder”- agtige svar. Ja ja. Meget brugbart svar, ikke sandt? ;) Men som jeg har sagt mange gange før, så er der plads til alle grøntsager i mit køkken. :)

LCHF er en livsstil – derfor skulle du gerne kunne leve med den!
Ergo skal din kost ikke forhindre dig i at deltage i sociale begivenheder eller lignende. Jeg får da også af og til kommentarer og mails om, hvad man skal gøre, hvis man er ude i sociale sammenhænge, hvor man ikke selv har en finger med i alle dele af tilberedningen af maden. Her må igen sværge til en lidt mere loose tilgang. Jeg har bestemt ikke lyst til at takke nej til min nieces fødselsdag, bare fordi der går børnefødselsdag i menuen. Jeg tager bare selv noget LCHF venligt brød med. Og ja, nogen gange smager jeg da også på kagen! :P LCHF kan da også sagtens tilpasses, men det kræver også at man er villig til at gå lidt på kompromis. Men jeg synes ikke, at en kost skal lægge en dæmper på en sociale liv. Så må man gebærde sig på bedste vis. :)

Hvis værtinden serverer lasagne, spøger jeg pænt om det er okay at jeg piller pladerne fra, ’da jeg får det lidt skidt af hvedemel’. Jeg har endnu ikke oplevet en værtinde, der er blevet fortørnet over dette. I stedet tager jeg lidt ekstra af salaten og kaster rigeligt med dressing ovenpå. Jeg er bestemt heller ikke for fin til at spørge, om jeg må få smør til min mad. Og ja, de fleste har kun kærgården – men det overlever man også.
Hvis dine unger plager om at kommer på Jensens Bøfhus for at få softice, ja så klarer man også sagtens det på LCHF. Vælg et stykke kød og spis løs af salatbaren og skid hul i, om der er tilsat en smule sukker i deres pesto. Jeg lover dig, du overlever også dette. ;)

Min mening med dette er blot at illustrere, at man ikke behøver at gøre det mere besværligt end det er. Eller få dårlig samvittighed over, at man ikke kan leve op til et kost ideal grundet eventuelle ’svipsere’. Alle er velkommen i LCHF – uanset ambitionsniveau. Man skal ikke føle sig som en dårlig LCHf’er, hvis man ikke laver al sin mayonnaise fra bunden eller lige smækker sin egen pesto sammen i en ruf. Som kom du bare med i hulen, Mulle. :)

Måske har jeg bare en aversion mod for mange regler. Det trives jeg ikke så godt med, fordi det for mig betyder, at hvis man træder ved siden af, så er man forkert på den. Det kan hurtigt blive en ond spiral: ”At jeg gør noget forkert” ender pludselig med at være noget man hæfter på sin personlighed eller selvværd, sådan at det bliver til, at ”jeg er forkert”. Og det er altså lidt af en farlig glidebane! :/

Min pointe er, at hellere gøre det så godt man kan inden for rammerne, end slet ikke gøre noget. Og jeg tror på, at en kost uden for meget sukker og tilsætningsstoffer er godt ligegyldigt hvad, også selvom du har lidt svært ved at slippe et glas mælk, et halvt æble på din græske yoghurt eller hvad det nu kan være. At gøre lidt er bedre end at gøre ingenting, og man skal ikke føle sig som ’LCHF fiasko’ bare fordi man ikke er hardcore eller hvis man træder forbi en gang imellem. LCHF er først og fremmest god, nærende og naturlig mad – hvilket alle har godt af. Hvordan man så sammensætter må være op til en selv og hvad der føles godt i ens krop. :)

I virkeligheden er jeg nok også ret ligeglad med, hvilken kost folk spiser eller hvilken etikette man sætter på den. Så længe man er tilfreds med sit valg og har det godt. Jeg vil ikke prædike LCHF for alle, for jeg tror bestemt vi er forskellig indrettet. :)

Hvad med økologi og specialprodukterne?
Og når vi nu er i gang med at aflive myter: Økologi er ikke et must. Det er superfedt, hvis man gør sig i det økologiske, men man må gerne være med klubben, selvom man ikke spiser økologisk. ;) Jeg forsøger for så vidt muligt, at købe så meget økologisk som muligt, men det er bestemt ikke altid pengepungen rækker. Og så kommer regningerne altså først! Og så må man jo prioritere. Heldigvis spiser jeg mest grønt fra ’kål genren’, som jo ofte er til at komme i nærheden af rent økonomisk. Hvis man derimod skal ud og have fat i en masse forskellige og specifikke produkter, så bliver det jo straks dyrere. Hvis du gerne vil have meget økologi for pengene vil jeg anbefale dig LIDL, Føtex og Bilka, der ofte har dage, hvor man kan købe økologiske produkter med 25% rabat. Personligt er jeg rigtig glad for min lokale gårdbutik, der ret billig i forhold til supermarkederne. Eksempelvis koster en hel økologisk grønkål 15kr. eller du kan købe 30æg for 60kr.. Det kan vist ikke gøres meget billigere. Så mit råd er: opsøg dine lokale økologiske gårdbutikker, hvis du søger økologi på et stramt budget. Det kan altså godt lade sig gøre. :)

Det jeg elsker ved LCHF er, at det ikke kræver nogen specialprodukter, spøjse kosttilskud eller skemalagte måltider. Det er faktisk såre simpelt: du skal egentligt ’bare’ spise rigtig og naturlig mad. :)

Jeg har set et ugeblad markedsføre LCHF som ’kuren’, hvor man kan spise sig mæt i brød og kager!! Hold da op, der må være nogle journalister, der ikke har gjort deres researcharbejde ordentligt. I hvert fald har man forsøgt at sælge LCHF som en ny smart kur i stil med ”suppekuren” og lignende. Det kan vi vist godt bliver enige om, er ret langt fra udgangspunktet. Selvfølgelig kan man lave lækre kager med LCHF venlige ingredienser – hvilket jeg også af og til selv gør – men disse ting bør bestemt ikke være hoveddelen i en LCHF kost. Lad mig bare sige det sådan.. I den gængse madpyramide hører kage og godter til i toppen. Det gør det også på LCHF, så nogle ligheder har LCHF da med de offentlige sundhedsmyndigheders retningslinjer.. ;)

Nu må jeg hellere runde af…
Nå, kære læser. Hatten af for dig, hvis du er kommet hele vejen til bunden af dette indlæg. :) Jeg håber virkelig ikke, at jeg har stødt for mange undervejs. Det har i hvert fald ikke været min hensigt. I stedet har det været mit ærinde at synliggøre, at LCHF er vidtfavnende nok til, at vi alle kan være her – uanset pengepung, ambitionsniveau eller tolkning af energifordelingen.. ;)

Som sagt er definitionen på LCHF: low carb high fat. Og det lyder måske lidt hippieagtigt, men jeg synes at det er op til den enkelte at definere sine egen plads i denne skala og mærke efter, hvor høj fedt og hvor lav kulhydrat, der passer lige præcis til en. Jeg er ikke i tvivl om, at der vil være divergerende tendenser. Intet er mere rigtig end andet. Ingen har patent på sandheden. Det kræver ikke at man skal bestå en eksamen, inden man må kalde sig LCHF’er. ;)

Måske er jeg forkert på den? Hvad er dit syn på LCHF og dets uskrevne regler? Er jeg liiidt for liberal? :)

Tak fordi, du læste med. :)
KH. Katrine

15 thoughts on “Om LCHF og dets ‘sandheder’..

  1. Fantastisk indlæg, Katrine!
    Jeg kunne ikke være mere enig. Rigtig/ forkert-tankegangen ‘derude’ plagede også mig forud for mit gensyn med de dejlige carbs, som Anna B og Skyhøj Forbrænding bragte tilbage i min kost.
    Det gælder nemlig lige præcis om at finde sin egen balance!
    Og velkommen tilbage på bloggen ;)
    KH
    – frk. sveske

    • Hej søde frk. Sveske

      Tak, fordi du deler dine tanker. :)
      Nej, det er bestemt ikke low carb (hifg fat), der virker for alle. Sådan er vi jo så forskelligt indrettet. Mine mountainbike brødre synes eksempelvis at jeg er bindegal – “Der skal da sukker i maskineriet!” :P
      Min frustration over det opstod også i takt med, at LCHF ikke havde samme effekt på mig mere. Og så begynder man altså virkelig at savne de såkaldt ‘forbudte’ ting.
      Men jeg kan godt forstå, hvorfor man synes det er angstprovokerende at begynde at lytte til egen krop, når man bare blindt har fulgt officielle kostråd og modediller i årevis! Tør man lige det? Bare at give sig hen? :/

      Ja, nu må vi se, hvor længe jeg bli’r!! Ha ha. :P

      KH. Katrine

  2. Kære Katrine!
    Jeg har slugt dit indlæg rådt…..det var simpelthen bare vand på min mølle. Top godt formuleret, tak for det!!!!
    Kh Marianne

  3. Hej Katrine.
    Jeg syntes det er et super godt indlæg!! Kan kende mig selv, da jeg startede på lchf. Syntes det var svært at finde ud af hvad der var “ok”, og spiste jeg nu ikke lchf, hvis jeg spiste en gulerod eller et æble i ny og næ?!
    Så det glæder mig at der er en der har samme holdning som jeg :)

    Rigtig god december.

    • Hej Stine

      Tusind tak for din kommentar. :) Det glæder også mig at høre, at jeg ikke er den eneste, der har det på den måde. Det er lidt foruroligende, at man begynder at føle samme skyld over at spise en gulerod, som hvis man havde kværnet en pose slik!! :P

      Rigtig god til december til dig også. :)
      KH. Katrine

  4. Det her indlæg var VIRKELIG værd at læse!!!

    Jeg snakker efterhånden lige så lidt om kost med mine veninder, som jeg orker at snakke politik. For man bliver efterhånden dømt rimelig meget ud fra hvad man spiser (eller hvor meget man træner), og der er sgu nogen i den her verden der behandler deres spisevaner som deres religion. Og dét magter jeg ikke mere! Folk har SÅ mange holdninger til hvad der er rigtigt og forkert, og jeg tror kun man selv ved hvad der er bedst at gøre i forhold til éns egen krop i sidste ende som du selv udtrykker.

    Jeg har de sidste snart 3 år skåret ned på kulhydraterne (primært i mine hovedmåltider). Jeg finder både palæo og LCHF opskrifter at lave mad ud fra. Jeg har helt naturligt tabt mig omkring 6 kg (det er ikke meget på 3 år – I know, men når man i forvejen er normalvægtig er det!) uden at gøre ret meget andet end at ændre mine kostvaner og træne mindst 1 gang i ugen, og jeg har det i det hele taget rigtig godt i min egen krop. Jeg er tilfreds med min størrelse og mine former, og min mave har det dejligt. Jeg føler mig sund og frisk (ok, jeg er også kun 24 år men anyway ;-)), også selvom vi til tider kun spiser low carb 60-70% af tiden. Det virker for mig. Og om lørdagen spiser vi altså rundstykker, vi spiser bland selv slik og vi tager ud og spise uden at have det dårligt over det. Det gør godt i mit sind at synde engang imellem og dét tror jeg altså på, også kan være med til at give dig et langt og godt liv i sidste ende. Fordi du slapper af og lader være med at bekymre dig for meget og have dårlig samvittighed.

    Og nu vi snakker jul, så JA. Den her ene måned i året kan jeg sgu godt leve med at spise “normal” julemad, uden at det hele skal LCHF’ifiseres! Jeg har sågar bagt småkager 2 dage i træk og har en brunkagedej stående i køleskabet som jeg kaster mig over senere, og der går næsten ikke en dag hvor jeg ikke får et par stykker sødt juleknas. Jeg tror ikke det er dét som får korthuset til at vælte. Så længe jeg spiser overvejende sundt, drikker vand og får frisk luft og motion er jeg altså rimelig meget i balance… og det tror jeg faktisk de fleste der lever på denne måde er? :-)

    • Kære Signe

      Tusind tak, fordi du tog dig tid til at skrive dette lange indlæg, der uddybede dine oplevelser. Og jeg kan SÅ meget læse mine egne oplevelser med mine omkreds ind i det. Især når man har venner og familie der arbejder inden for sundhedssektoren, så kan man godt komme lidt i verbal klinch, når der diskuteres om smør eller becel er det bedste! :P Og ja, det er virkelig rigtigt det med politik. Det er efterhånden sådan, at der er flere ting man holder for sig: hvem man stemmer på, hvor meget man tjener og ja, så er ‘kostmæssige synspunkt’. ;)

      Og jeg tror også på, at man kommer længst med at gøre det så godt man kan. Og hvis man falder i, så nyd det, og start op igen senere på dagen. Hvis man sætter barren for højt eller gør mad forbudt, ja, så kan min hjerne ihvertfald ikke tænke på andet. “Lad vær’ med at tænke på en zebra!” :P

      Jeg har det også meget bedre i kroppen, når jeg ikke mæsker mig for meget i gluten og sukker. Af en eller anden grund, så påvirker det mig fysisk såvel som psykisk. Altså både ballonmave, men bliver også mere ‘sensibel’ i mit humør. Men det betyder ikke, at jeg ikke hopper i kulhydraterne en gang imellem. Og der er bare nogen ting man ikke kan efterligne. Så kan man lige så godt gøre det ‘rigtigt’ første gang, men så ikke så tit. Ren balancegang. Jeg kan ihvertfald ikke forestille mig et liv, hvor jeg ikke skulle have store sprøde fritter fra den lokale grillbar. Det er måske junk, men det smager himmelsk! Jeg kunne spise det hel tiden! :P

      Og jeg har det på samme måde med julen som dig. Juleaften sætter jeg mig til bordet, giver den gas de brune kartofler og ris a la manden og NYDER hver eneste bid. :)

      Rigtig god weekend til dig
      KH. Katrine

  5. Pingback: Et hængeparti om überstriks LCHF (Skaldemans LCHF) inkl. maddagbøger | Low Carb Livsstil

  6. Hej Katrine. Dejligt indlæg som jeg nød at læse. Det er helt i tråd med mine egne tanker. LCHF kan blive for religiøst med alle de regler. Det skal jo være nemt, ikke en byrde.
    Mvh. Carla

    • Hej Carla

      Tak for din feedback. Det glæder mig altid at høre, at jeg ikke er alene med ens tanker.. :)
      Og nej, jeg bryder mig bestemt ikke om eviggyldige sandheder. Jeg mener at ting kan gradbøjes, så det passer ind i ens liv. Så tror jeg på, at succesraten bliver lidt højere.. ;)

      KH. Katrine

  7. Jeg tillader mig at kopiere et link af dette blog indlæg ind på G+ s gruppe om LCHF
    For der er blevet stillet spørgsmål til om vi tror vi kan leve LCHF resten af livet.
    Jeg for søgte selv at argumentere for at det jo ikke er en gulerod, et stykke kage der vælter læsset – men for mit vedkommende er det mængden af sukker og kulhydrater der sætter min mave ud af spil.
    Jeg elsker at gå på toilettet to gange dagligt! Det har jeg ALDRIG prøvet før, i mit 43 årlige liv, da jeg ikke er meget fysisk aktiv pga muskelsvind.
    (Undskyld mit toiletsprog)
    Tak for et befriende indlæg !

    • Ha ha, Karina! Dit toiletsprog er fantastisk – der er da ikke noget bedre, end at opleve tingene virker! :D

      Og det står dit frit for, at dele et link til indlægget her. Det er jo skønt, at få diskuteret tingene igennem. Det er jo sådan vi bliver klogere. :)

      Ligesom dig, så har jeg det også bedst med at skære ned på sukker og hvedemel i det daglige. Det gør simpelthen ikke noget godt for mig – selvom det smager godt, det stads! ;)

      Min pointe er bare, at en livsstil er noget man ‘skal leve med’. Så det bliver nødt til at fungere i den virkelige verden, hvilket betyder at alt ikke kan være lige perfekt hele tiden, som jeg også kommenterer i min ‘kærgården kommentar’. ;)
      Jeg forventer heller ikke, at folk skal have en masse besvær for at have mig på besøg. Det er dejligt hvis de gør, men jeg skal nok overleve alligevel. Jeg kommer jo for samværet – ikke maden. ;)
      Men det er først og fremmest MIT valg og MIT ansvar, hvad jeg kommer i munden. Og det skal ikke nødvendigvis trækkes ned over hovedet på andre.

      Jeg plejer at have denne filosofi mad:

      Nøglen til sund og nærende mad? Undgå fødevarer, der har en tv reklame og fancy indpakning!

      ;) Og af samme årsag, kommer jeg aldrig til at se gulerødder, ærter eller lign. i samme kategori som vingummibamser og cola! No way! :P

      Tak for din kommentar.
      KH. Katrine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *