De kan noget, de der oopsies.. ;)
Jeg synes vitterligt, at oopsies er en af de mest geniale opfindelser, når det kommer til LCHF. De er jo overalt, så der er sådan set intet nyt eller opfindsomt over dem længere, men der er jo en grund til, at man holder fast ved klassikerne: fordi de virker! :D
Oopsies findes i et utal af versioner, og mine tager næsten altid udgangspunkt i hvilken ’mel’ jeg har i skuffen. Og så laver jeg dem altid neutrale, så jeg kan komme forskellig slags fyld på, og kan nyde dem både som kage eller brød – alt efter humør. Så hvis du ønsker en mere saltet eller sød version, så må du tilføje dette til dejen. :) Det er jo netop dét, der er så pragtfuld ved dem; at de er så alsidige, at den samme portion kan både spises med ost på til morgenmad, eller som jeg gjorde i går: pimpet med creme, flødeskum, hindbærcoulis og friske bær? Arhmen altså.. Der er jo ikke et øje tørt. ;)
Opskrift – Oopsies (8-10 stk.)
3 æg
100 g. philadelphia (eller anden neutral flødeost)
1 spsk. Mandelmel (eller hvilken mel du nu har ;) )
1 tsk. bagepulver
1 tsk. husk
Ovnen opvarmes til 150grader. Æggene deles i to skåle i hhv. hvider og blommer. Pisk æggehviderne stive (evt. med et nip citronsaft). I den anden skål piskes æggeblommer, flødeost, mandelmel, bagepulver og husk sammen, indtil massen er fin og fri for klumper. Æggeblommedejen vendes forsigtigt ned i hviderne. Fordeles på en bageplade i små ‘klumper’, og bages 20-25minutter eller til de er let gyldne.




















