Lyserød hørfrøgrød.. :)

Som nævnt tidligere, så er jeg rimelig meget en sucker for oldschool havregrød. Synes virkelig det smager pragtfuld, og så kan det jo varieres i det uendelige. Da havre jo er no-go på LCHF, har jeg forsøgt mig med andre afarter, bl.a. kokosgrøden og chia-grøden. Ovre hos Lykkeglimt så jeg en opskrift på hørfrøgrød, som jeg så har ladet mig inspirere af. Og det smagte rigtig dejligt.  :)

Ydermere skal dette ses som en opfordring, om at give sig i kast med at lave LCHF grød. For egentligt kan man jo bare proppe alle mulige ting og sager i, og min grød blev da også en parafrase over Annes hørfrøgrød og kokosgrøden. Så prøv dig frem – med de ingredienser du nu har. :)

Jeg toppede min grød med en klat smør, blåbær og hampefrø. Igen; brug hvad du har. :)

SONY DSC

Opskrift – Lyserød hørfrøgrød:

2 spsk. gule hørfrø

1 dl. Mandelmælk

1 æg

1-2 spsk. hindbærcoulis

Vaniljepulver

1 sjat fløde

1 spsk. fint kokosmel (kokosfibre)

Sødning efter smag

Hørfrø og mandelmælk røres sammen i en skål og sættes i køleskabet natten over. Dagen efter hældes det i en gryde og røres godt sammen med de andres ingredienser. Rør rundt indtil det tykner og bliver grød-agtigt. Hvis det tager for lang tid, så tilsæt evt. lidt mere af kokosfibrene.

Servér med din yndlingstopping. :)

3 x LCHF madpakker..

Jeg håber ikke, at I dødkeder jer over mine madpakker? I virkeligheden elsker jeg madpakker! :D Tanken om, at man har noget at se frem til, når man sidder på skolebænken eller arbejde, er altså stærkt appellerende for mig. :)

Det er sådan set ikke fordi, jeg gør et stort nummer ud af mine madpakker, og mange dage dropper jeg den alligevel, da jeg for det meste er mæt fra morgenmaden. Men når jeg har madpakke med, bliver det oftest en omgang ’tøm køleskabet’, hvilket fungerer 9 ud af 10 gange. Og ellers tager jeg fryseren til brug, hvor jeg altid pakker små rester og lignende ned, så jeg har dem til nødsituationer aka madpakken.. :)

Første madpakke er 1/3 af en lakserulle, altså inden den blev skåret ud, vel at mærke. Og det skidt mætter voldsomt godt! :D Hertil en portion tomat/fetasalat. Som ’dessert’ er en omgang cremefraiche rørt med fløde og vaniljepulver samt hindbærcoulis på toppen.

SONY DSCNæste madpakke er af ’nødsituationstypen’, nemlig pizza-oopsies fra fryseren. Den opmærksomme læser vil også bemærke, at den ser noget stivfrossen ud. ;) Hertil gulerodsbidder og et æg. Hertil ville det have klædt det, hvis man havde haft en lille bøtte mayo til at dyppe i – men det glemte jeg! – tsk tsk! Og mandler, blåbær og hakket chokolade til dessert/mellemmåltid.

SONY DSCTil sidst en madpakke til en af de længere dage (10-12 timer). Her er det kyllinge/fetasalat a la frk. Sveske (kylling, mayonnaise, feta og chilisauce) + bacon til at toppe med. Hertil spidskål vendt i pesto + ekstra olie. Desuden et pølsehorn til mellemmåltid.

SONY DSC

3 x LCHF morgenmad (til de hurtige morgener – og helt uden æg! ;))

Ja, æg er jo ellers en trofast genganger i mit køkken, når det gælder morgenmad. Synes simpelthen, at der er så meget mæthed i sådan et par små banditter. Ikke desto mindre, så har jeg fået lidt alternativer til min morgenmad (mest fordi jeg var løbet tør for æg! :P), og disse retter er jo også åndssvagt lækre! Faktisk så lækre, at jeg vil vove at kalde dem dessert værdige! :D

Cremefraiche rørt med fløde. Ovenpå lidt hindbærcoulis, kokosflager, hakkede mandler og lakridspulver:

SONY DSC

Endnu en omgang fuldfed cremefraiche rørt med fløde og hindbærcoulis, vaniljepulver + lidt sødning. Toppet med kokosflager og passionfrugt:

SONY DSC

Chiagrød rørt med fløde og med hindbærcoulis og hampefrø på toppen. OPSKRIFT (2 pers.): 2-3 spsk. chaifrø og 1 dåse kokosmælk røres sammen i en skål, og stilles i køleskabet natten over. Dagen efter røres den med fløde og spises med lækkert topping.

SONY DSC

Jeg er stadig ikke helt dus med chaigrøden, men jeg har efterhånden lokaliseret ‘problemet’: det bliver simpelthen for meget kokos, efter min smag. Og jeg kan da slet ikke forestille mig den uden noget syrligt topping! Konsistensen er fin og den er super let at lave, så der skal helt klart eksperimenteres mere med den, så den rammer mine smagsløg bedre. :)

*** FIND MERE LCHF MORGENMADSINSPIRATION HER.***

LCHF cake pops (Historien om en citronmåne, som udviklede sig til kager på pind..)

Forleden bagte jeg jo en citronkage, som ikke blev spist op. Og da jeg ikke lige selv synes, at jeg ville gå og proppe mig med kage de efterfølgende dage, så tænkte jeg, at jeg hellere måtte få brugt resterne til noget. Dette indlæg er som sådan ikke en opskrift, men mere inspiration til, hvordan man får brugt sine rester – hvis man da ikke lige spiser dem. Og ja, så er det jo altid på sin plads, at slå et slag for at undgå madspild. :)

Så kagen røg en tur i en skål og så blev der tilsæt en masse lækkerier, og her er det kun fantasien der sætter grænser, så brug hvad du har i dit køkken. Bare du husker at komme lidt kokosolie/kakaossmør/creamed coconut – det er dem der holder sammen på sagerne.

Foruden ovenstående, brugte jeg lidt kakaopulver, carobpulver, lakridspulver, rom essens og lidt optøede hindbær cubes, og så smagte jeg hele molevitten til med lidt sødning – og det blev lækkert! :)

Jeg formede massen til små kugler og satte dem i fryseren i en halv times tid, inden de fik et sugerør i enden og blev overtrukket med chokolade. Det gør det lidt nemmere at styre, når massen ikke er alt for blød.

SONY DSC

De små trøffellignende (se evt. inspiration her) banditter, blev som sagt overtrukket med mørk chokolade (rørt op med lidt ekstra kakaosmør) og drysset med/vendt i lidt forskellige herligheder. Jeg brugte frysetørret hindbær, lakridspulver og mine hjemmelavede coatings. Men nødder, kokosmel, hampfrø eller lign. ville også have været lækkert. Igen – brug hvad du har. :)

SONY DSC

Den overskydende mørke chokolade fik 2. Spsk. hasselnøddesmør, lidt carobpulver, kokosmel, frysetørrede hindbær og lakridspulver. Og så røg det i små forme og ind i fryseren.

SONY DSC

Da alt var færdigt, pakkede jeg cake pops’ene ind enkeltvis og de små chokolader kom i små poser. Hele moletjavsen røg i fryseren i en bøtte, hvorefter de er lette og tage op, hvis men bliver lidt lækkersulten en dag. :)

SONY DSC

Undskyld for den absurd ringe billedkvalitet..

Low carb cheesecake..

Først vil jeg gerne undskylde for den ekstremt ringe billedkvalitet. Den er virkelig ringe.. som i absurd ringe! Men det var lige, hvad min iPhone kunne klare kl. 22 om aftenen.. ;)
Weekenden har stået i venindemiddag-hyggens tegn, hvor vi var en flok gamle veninder der mødtes. Og jeg skyndte mig (naturligvis!), at melde mig til at tage dessert og snacks med. Jeg endte ud med at lave to slags cheesecake og en bunke fudge. Og det var virkelig et hit. Der var ingen der bemærkede, at her var tale om low carb udgaver. Det tegner jo godt. :)
Den ene cheesecake blev Xenias, dog halverede jeg opskriften. Jeg har lavet denne cheesecake tre gange nu, og er stadig lige tosset med den! ;) Den anden blev en genganger fra mit mad-liv, en cheesecake fra Karolines køkken, som jeg dog low carb-ificerede.. ;) Og det blev den bestemt ikke dårligere af! Jeg har altid holdt meget af denne cheesecake, da jeg synes den har en dejlig lethed og er frisk i smagen. Du får min version her.. :)

kager2

Min cheesecake blev pyntet med jordbær, hindbær, blåbær og hakket mørk chokolade. :)

Opskrift – Low carb cheesecake med bær:
Bund:
100 g. hasselnødder
100 g. mandler
100 g. smør
30 g. sukrin+ (pulveriseret)

Ostemasse:
300 g. flødeost
6 dl. A38 ymer (3,5%)
Skal fra en økologisk citron
4 spsk. sukrin+ (pulveriseret – eller den dobbelte mængde sukrin melis)
1 tsk. Vaniljepulver
7 blade husblas
1 dl. Friskpresset appelsinsaft
200 g. blandede bær

Desuden: 300-400 g. blandede bær og hakket mørk chokolade til pyntning.

Hasselnødder og mandler får en hurtig tur i minihakkeren. Det behøver ikke været helt finthakket, det giver til struktur, hvis det er lidt groft hakket. Hældes i en skål. Sukrin+ pulveriseres i minihakkeren og hældes også i skålen. Smelt smørret og tilsæt det til nødderne. Rør det godt sammen. Anbring en lille springform uden bund, direkte på et serveringsfad. Kom nøddemassen i, og pres den godt ned i bunden, til du har en fast og ensartet overflade.

Start med at lægge husblassen i et vandbad, hvor den skal trække ca. 10min. Imens røres flødeosten sammen med ymeren. Tilsæt den pulveriserede sukrin+, vaniljepulver og citronskal.
Skyl dine bær og skær dem i passende stykker og tilsæt dem i ostemassen.
Træk husblassen op af vandet og smelt den i en skål over vandbad. Afkøl husblassen med appelsinsaften og kom den derefter i ostemassen under omrøring. Stil ostemassen i køleskabet, til den er let stivnet og man kan trække striber i overfladen med en gaffel.
Herefter fordeles ostemassen over nøddebunden og stilles på køl i nogle timer.
Fordel frugt og hakket chokolade over ostekagen inden servering. :)

SONY DSC

Et lille billede af forberedelserne.. ;)

Og så har jeg forresten haft gang i et lille eksperiment, som du kan læse mere om i morgen (Uhh! Cliffhanger! ;))…

Et lille apropos.. Hindbærcoulis og coating :)

Nå, der kommer lige et lille ekstra indlæg.. Man kan dårligt nok kalde det opskrifter, men jeg refererer ofte til disse, og så er det altså lidt nemmere lige at kunne smide et link.. ;)

SONY DSC

Low carb hindbærcoulis/hindbærmarmelade, hindbærcoating og lakridscoating :)

Opskrift – hindbærcoating:
40g. kokosmel (den grove)
1 spsk. Sukrin
1 spsk. Frysetørrende hindbær/pulver (jeg bruger denne og denne)

Alle ingredienser hældes i en minihakker og blendes til et mellemgroft pulver.

 

Opskrift – lakridscoating:
40g. kokosmel (den grove)
1 spsk. Sukrin
1 spsk. Lakridspulver (jeg bruger denne)

Alle ingredienser hældes i en minihakker og blendes til et mellemgroft pulver.

 

Opskrift – Hindbærcoulis/hindbærmarmelade:
1 lille pose frosne hindbærcubes
1 tsk. vaniljepulver
Sødning efter smag

Hindbær kommes i en gryde og koges ind, indtil det bliver en dejlig tyk masse. :)

 

LCHF trøffelkugler

Der hvor jeg kommer fra (det mørke Jylland), hedder disse små banditter trøffelkugler (eller trøfler), men for ikke at tabe nogle læsere i svinget, så kommer der lige en oversættelse: romkugler. ;)

For nogle måneder siden, havde jeg bagt en stor portion low carb blåbærkage. Så stor, at en del af den røg en tur i fryseren. Denne del blev så hevet op af fryseren i går (ja, jeg havde lyst til kage.. ;)), men den var desværre blevet en smule ’smattet’ efter dens tur på frost. Nuvel, nu går jeg ind for så lidt madspild så muligt, så hvad bruger man lige en kagerest til? Og så måtte jeg lige en tur tilbage, bagerst i hukommelsen, til barndommens trøffelkugler. Så jeg smed kagen i en skål og tilsatte lidt ekstra lækkerier, og piskede løs. Det kom der disse herligheder ud af, og hvis jeg selv må sige det, så de er sgu ret gode.. ;) Opskriften kræver jo, at man har en kagerest. Så husk lige dette, næste gang kagen ikke spist op.. :) Da smag er forskellig, så sørg for at smage massen til undervejs, og justér de forskellige ingredienser efter dine smagsløg – det giver altså det bedste resultat. :)

Jeg lavede to slags coating til mine trøffelkugler. Den første version var kokosmel, sukrin og frysetørrede hindbær der røg en tur i minihakkeren. Den anden var med kokosmel, sukrin og lakridspulver – som ligeledes kom en tur igennem minihakkeren. :)

SONY DSC

Opskrift – trøffelkugler (ca. 20 små):

Ca. 2-300g. kagerester

2 spsk. Kokosmel (den grove)

1 spsk. kokosolie

1 spsk. Kakaopulver

1 spsk. Sukrinmelis

1 spsk. Sukkerfri hindbærmarmelade (eller optøede hindbærcubes)

1 tsk. romessens

Evt. ½ tsk. vaniljepulver

Alle ingredienserne piskes sammen i skål (eller blendes). Lad dejen står på køl en times tid, og form derefter små kugler og rul dem i kokosmel, hakkede nødder eller lign. Spises kolde – direkte fra køleskabet. :)

SONY DSC

Og sådan ser de ud, når man liiiige må smage en bid.. ;)

Og sådan ser de ud, når man liiiige må smage en bid.. ;)

Low carb hindbærsnitte

Jeg fik lyst til at lave lidt ekstra med min tærtebund, efter jeg havde lavet mine lemon curd tærter. Jeg havde nemlig en omgang hjemmelavethindbærmarmelade stående i køleskabet (pureret hindbær koges op i en gryde og smages til med sødning. Tilsæt evt. lidt gelantinepulver for at gøre den mere fast). Og så lå det jo lige til højrebenet, at kaste sig ud i en omgang low carb hindbærsnitter. Jeg ’snød’ lidt med glasuren, da jeg var bange for at jeg ikke ville bryde mig om sukrinmelissens kolde smag, når det nu stod så ’alene’, som i en glasur. Derfor piskede jeg lidt friskost med lidt flydende sødning og lidt frysetørret hindbærpulver i stedet. Og det smagte jo overraskende godt, men er jo lidt en alternativ retning.. ;)

Bunden er jo selvfølgelig ikke helt så sprød som en konventionel hindbærsnitte, altså det har ikke det samme ’knæk’, men smagsmæssigt synes jeg at den var ganske udmærket.. :)

SONY DSC

SONY DSC

Hindbærcheesecakebrownie

Hold da! Sikke et langt ord i titlen. Tredje kage i rækken er denne lækre hindbærcheesecakebrownie – endnu en lækkerbisken ovre fra Xenia. Ja, jeg kan jo ikke narre nogen – min kage ser en anelse anderledes ud.. Jeg måtte være lidt kreativ med ingredienserne, da jeg hverken havde friske eller hele hindbær i fryseren, men kun hindbærcubes. Desuden var vi kun 4 personer, der skulle nyde godt af kagen, så jeg valgte at halvere portionen. Du får min lyserøde ‘to-lags’ udgave af kagen her, men ellers tjek den originale opskrift hos Xenia. :)

Hindbærbrownie

Opskrift – Hindbærcheesecakebrownie:

Brownie:

100g. mørk chokolade

100g. smør

50g. sødning

3 æg

1 tsk. fint kokosmel

 

Cheesecake:

200 g. philadelphia

1 æg

1 tsk. vanillepulver

50g. sukrin melis

75g. hindbærcubes (optøede)

Chokolade, smør og sødning smeltes i en gryde. Tag det af varmen og lad det svale lidt.  Når det er tilpas afkølet, piskes æg og kokosmel i. Dejen hældes i en lille springform og bages i ca. 10min. ved 160 grader.

Imens brownien bager, laver du ostemassen. Pisk flødeost, æg, vanillepulver, sukrin melis og hindbærcubes let luftigt. Hældes forsigtigt over brownie og kagen bages videre i ca. 20min. Du kan evt. trykke let på kagen med fingrene. Når den føles nogenlunde fast, så er den klar. Opbevares i køleskabet og spises først når den er heeeelt afkølet. ;)

hindbærbrownie2

Xenia’s chokoladet chokoladelagkage – med et hindbærtwist! ;)

Som jeg skrev igår, så har den virkelig stået i kagens tegn her på det sidste. Og efter succesen med Xenia’s kokos- og limekage, ville jeg forsøge mig dens chokolade pendant: den chokoladet chokoladelagkage! Jeg bestemte mig for at give den et lille twist, og lavede en omgang hindbærcoulis, som jeg lagde mellem lagene. Det skulle vise sig at være en rigtig god idé; kombinationen af den syrlige hindbær og den dybe smag fra chokoladen var slet ikke til at stå for! :P

Igen lavede jeg en lidt mindre sød udgave, og brugte derfor lidt mindre sødning, men blandede en smule agavesirup i selve dejen i stedet. Derudover tilføjede jeg smule hakket mørk chokolade i dejen til kagebundene. Jeg havde dog ikke helt nok fløde og chokolade til ganachen, så jeg kastede mig ud i en metode der bestemt ikke lykkedes! Jeg piskede 1/2 liter fløde til skum, hvorefter jeg hældte 100g. smeltet mørk chokolade over, og smagte det til med 20g. agavesirup. Det kan man ikke! Konsistensen blev ret underlig, og udseendet ikke alt for køn.. Ja ja, men det smagte åndssvagt godt alligevel! ;) Så bare roligt; følgende opskrift er kun min version af chokoladebunden! Opskriften på chokoladeganachen 100% fra Xenia – så er vi sikre på, at der ikke sker lignende fejltagelser! ;)

Total dårligt nillede.. Men vi var gået igang, da jeg opdagede at jeg havde glemt at tage et billede af herligheden! - tsk tsk! ;)

Total dårligt billede – yder slet ikke kagen retfærdighed! Men vi var gået igang, da jeg opdagede at jeg havde glemt at tage et billede af herligheden! – tsk tsk! ;) Bemærk desuden udseendet på min sære ‘ganache’.. Ups! ;)

Xenia’s Chokoladet chokoladelagkage – med et hindbærtwist:

Kagebunde:

6 æg

140g. sukrin+

150g. smeltet smør

500g. creme fraiche (jeg brugte 18%)

1 lille dåse kokosmælk

125g. fint kokosmel (kokosfibre)

3 spsk. husk

3 tsk. bagepulver

6 spsk. kakaopulver

10g. agavesirup

25g. hakket mørk chokolade

Fremgangsmåden er ligesom sidst: Smørret smeltes og afkøles lidt. I skål piskes æggene med sødningen til det bliver luftigt. Kokosmel, bagepulver og kakao sigtes ned i æggene. Tilsæt de resterende ingredienser og rør dejen grundigt med en elpisker. Lad dejen hvile i ca. 10 min., og rør derefter dejen igennem igen. Derefter hældes dejen i en springform beklædt med bagepapir. Bages i ca. en time ved 180 grader.

 

Hindbærcoulis:

170g. frosne hindbærcubes (pureret og siet hindbær)

Sødning efter smag

Hindbær og sødning koges let op i en gryde. Afkøles.

 

Chokoladeganache:

300g. mørk chokolade

1 liter piskefløde

Evt. lidt flydende sødning.

Den mørke chokolade hakkes. Opvarm langsomt fløden ved lav varme. Lige inden den når kogepunktet, tages det af varmen, og hældes over chokoladen. Rør rundt, indtil al chokoladen er smeltet og din chokoladeganache er fin og jævn. Smag evt. til med lidt sødemiddel, hvis den er for kraftig i smagen. Sæt den på køl og lad den blive helt kold.

Når alle delene er blevet kolde, kan kagen samles (jeg lavede faktisk min kagebund dagen inden). Del kagenbunden på tværs i tre dele. Fordel hindbærcoulis på hvert lag. Chokoladeganache fordeles ligeledes på hvert lag, samt på siderne og toppen. Ligesom kokos citronkagen, bliver denne kage bestemt ikke dårligere af at blive lavet i god tid, så den kan ’sætte sig’ lidt. :)